Denne gang synes tæppet af ubehag, at være sværere at skubbe fra mig, end tidligere.
Måske har jeg glemt det før...men ubehaget er der endnu.
Fremtiden virker så usikker. Jeg har da bestemt mine drømme, men visse er økonomisk begrænsede og andre bliver nok aldrig en realitet. Føler mange muligheder og døre er åbne, men sindets sorte sider, sætter en evindelig stopper for det.
Pokkers til tanker!

Jeg elsker veninder og dem har jeg faktisk nogle stykker af. Nogle bekendtskaber er af nyere dato og andre er af den ældre salgs.
Elsker dem alle hver og en og hver og en, betyder de noget ganske særligt for mig.
Vi har også super dejlige fælles venner, som min mand og jeg ofte snakker om og føler os priviligerede over at kende sådanne dejlige individer.
Hver enkelt bidrager på sin egen positive måde til noget meget værdifuldt her i livet.
På det punkt mangler jeg ikke noget! :)

Hvorfor er det så vigtigt med denne anerkendelse andetsteds? Det forstår jeg ikke?
Jo, det gør jeg jo egentlig. Den negative selvværdsfølelse er med til at bringe humøret og livsmodet ned.

I en uge har mit humør været dårligt og jeg har grædt ind i mellem - også helt uden "grund"...
Jeg ser dårligt nok migselv i spejlet, for jeg væmmes ved synet.
Undlader efterhånden makeup og det er ikke kun på grund af de mange hormonforstyrrende indholdsstoffer, men fordi jeg tør vise mit blanke ansigt. Tør vise min svaghed.
Samtidig er det måske et tegn på, at jeg har givet op, har givet pokker i, hvordan jeg tager mig ud.
Er det et faresignal?
Er det farligt at erstatte de sexede minimale g-strenge med gode store solide Sloggi wannabe mormor trusser i mamutstørrelse?
Er jeg på vej derhen, hvor jeg allerede er en af de kedelige husmødre, der går i et med tapetet.
Måske...

Sidder med løftede ben, for angsten lever endnu og i kælderen lever der store lanbenede bæster!