Synes mine dage, mit liv bare er en stor gentagelse for tiden. Står op med træt krop, gå morgentur med hundene i pis-øsende regnvejr, går på arbejde, kommer hjem og går eftermiddagstur med hundene, stadig i regnvejr, rider heste, går aftentur med hundene, stadig regnvejr, arbejder foran pc'en, er ved at dø af træthed allerede omkring klokken ni, tvinger mig vågen til klokken ti og går så i seng for at vågne til endnu en gentagelse af foregående dag... GAAAAAAB!!! Mangler spænding, mangler glæde, mangler forandring, mangler noget, jeg kan gå og glædes over.
Der har været mange triste tanker de sidste dage, kan ikke rigtig se lyset, kun i glimt.
Der er ikke rigtig noget at se frem til, ikke rigtig noget at tælle dage til, jo, juleferien, men bliver sku bare mere trist ved tanken om, hvor mange dage,der er endnu.
Han kommer i morgen aften. Dejligt at han endelig afser tid til at se mig i hverdagen, men glæder jeg mig? Jo, det gør jeg, kan sku ikke komme udenom, at jeg nyder han er her og at jeg glæder mig til hver gang vi ses. Hvorfor så så triste tanker om ham? Hvorfor ikke kunne glædes over ham? Hvorfor trist, når jeg har ham? Måske fordi skuffelsen stadig er enorm over, at han udsatte det, at flytte sammen, måske fordi han altid har så travlt med sit arbejde. Savner at have et liv med ham, savner at kunne være noget for ham, hvornår får jeg lov?