utrolig meget efter mit arbejde. At komme ud fra mine fire vægge og være social. Det vil være løgn, hvis jeg ikke også erkendte at jeg savner mine kollegaer. Har aldrig været medlem af ”sladder klubben ”, og derfor ikke været en del ” af flokken ”. Det har i de senere åringer - vist sig at have givet respekt. Det har indimellem været hårdt at køre solo, men i den sidste ende været givtig. Jeg savner også gamle fru. Jensen som skal til læge, og som klager over hendes gigt, eller Hr. Nielsen som tager en vogn 200 meter, fordi at han er for fuld til at gå.! Der er mange sjæle - mange skæbner. Jeg er / var bare et brik i et større puslespil ! Lige nu er det lidt hårdt, når min kære mand kommer hjem og beretter om dagens op og nedture. Jeg kan mærke at det gibber i mig, for at være en del af det. Det bliver jeg også igen - det er min most..

Jeg har gjort noget som jeg måske fortryder. Jeg har skrevet en indbydelse til vores kobberbryllup, til min søster. Er 99.9 % sikker på, at hun siger – NEJ TAK. Det vil gøre mig ondt og jeg udsætter mig selv for nederlag, men sådan er jeg ! Evig og altid på kanten - til min egen sårbarlighed !

Min tidl. stedfar ringede i dag og spurte til min far. De har ( min far og han ), næsten altid har et nært forhold. I begyndelsen som et samarbejde imellem os søskende, men senere som et venskab. De var faktisk også kollegaer, så det blev lidt i familien. Forsvor i tidernes morgen, at jeg aldrig ville have en kollega som mand ”pgs. at er var for mange familiesammenførelser i vores erhverv ” og hvad er der sket ! Er i dag ” taknemlig ” for min mands dårlige knæ , som var skyld i erhvervsskift. Ved ikke hvordan jeg skulle have klaret min længere sygemelding uden ham..

Manden er bakket ind i garagen for i dag, og er ved at lave ” fattigmandsflæskesteg ” !