Jeg har altid undret mig over, at tiden ikke er lige lang hele tiden. Hvis man venter er to minutter en evighed, og læser man en god bog, er to timer det rene ingenting.Det må kunne bruges til noget. Jeg har lyst at tage fat i tiden med begge hænder og strække den som et stykke bobletyggegummi. Vide den ud og nyde den. Bade i den og rulle mig ind i den. Beherske den! Jeg vil selv styre den og bestemme, når den skal gå, og hvornår den skal stå stille. Men det er svært, og tiden er ikke sådan at få hold på. Da jeg arbejdede i skolen, var alt beregnet på minutter og sekunder. Stoffet skulle passe til de 45 minutter. Tiden skulle udnyttes, og eleverne skulle ud, når klokken ringede. Hverken før eller senere. Jeg kører lidt videre nu, selv om det egentlig ikke betyder noget, så står jeg alligevel tidligt op, arbejder og regerer, som om det hele var meget vigtigt! Jeg tror, det har betydning, at man er optaget, opmærksom og på. Man føler, at man lever, er med i verdens pulsslag. Man kan nyde at være i tiden, som i en vugge. Når jeg rejser langt, snyder tiden mig, og min sjæl kommer ikke med. Så må jeg, som en anden indianer sætte mig og vente på den.Jeg tvinges til det, for pæn og ordentlig som jeg også er, prøver jeg at skjule min tilstand, hvorefter jeg bliver ude af stand til at fungere og svimmel og ødelagt må ligge på langs en lille tid.
Jeg oplevede det mange gange, før jeg kunne se sammenhængen. Ved Titicaccasøen og i Vatikanet var det rigtig slemt, men også i Vadstena i Sverige er jeg blevet "grounded" Jeg har læst om andre, som bliver dårlige på "hellige" steder, og måske har det også en betydning, for ved Titicaccasøen var der et af beboernes virkeligt gamle, hellige steder, og det lå ganske tæt på det hotel vi boede på.
Et solsymbol hugget i sten. Jeg holder meget af solsymboler.