Det blev da godt nok lige ekstra svært at holde koncentrationen på opgaven..

Jeg ryster helt, og fik helt ondt i maven..

Idéen om at han kunne finde på at forlade, ligger og lurer under overfladen - det er sker før, at han har forladt fordi han skulle finde overskud osv..

Det kan godt være at det er et super dårligt tidspunkt at smide den på banen, men lige nu føler jeg at jeg bliver nødt til at vende den med ham, når han kommer hjem..

At han altså bare har at blive her!

Hvad pokker siger man til manden i sådan en situation?

Jeg ville ønske at jeg vidste præcis hvad han har brug for nu, men desværre så ved jeg også - at han bliver mindet op hvor meget "jeg" står for det hele allerede når han kører hjem fra Virum eftersom at det foregår i min bil..

Hvis han tænker på at forlade, er det ikke en krammer han har brug for..
Hvis han ikke gør, tror jeg heller ikke det er en krammer..

Hvis han kunne vælge selv, tror jeg helt ærligt ikke han kom "hjem" i aften, overhovedet, fordi han kan fornemme hvilken vej det vil gå næste gang han bliver ringet op?

Super über skod..

Jeg krydser alt hvad krydses kan..

Jeg gider ikke miste ham en gang til, bare pga en ændret jobsituation - hans slags er der stadig mangel på derude på arbejdsmarkedet, så det er jeg slet ikke bekymret for..

Jeg er bekymret for mig, hvis jeg mister ham igen?
Det.........(tænke tænke tænke tænke tænke tænke)........håber jeg virkelig ikke, at jeg gør..

Men jeg må nok acceptere, at muligheden foreliggger..

Hvad skal man sige til manden..?

"Ynglingsfyr.. Jeg tror på dig?!"

Måske er tavshed guld, og tale sølv..?

Jeg savner ham helt ekstremt lige nu..
Tilbage til opgaven..