1 måned, 11 dage siden

Vi, uvante med mod

Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
9 år siden
senior Dating.
Ruth Christe...
7 år siden
70 år + 2 dage
Peter Munk (...
10 år siden
En aften med oplæsning, v...
Olivia Birch...
9 år siden
D.25/3 - En ny start!
ListenToTheG...
11 år siden
Tilbage i Danmark
Salomon
9 år siden
Dickpicks, kære brødre
Ansu Orheim ...
1 måned, 9 dage siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
8 år siden
Forbi ....
Halina Abram...
6 år siden
Juletid
Gittepigen
11 år siden
Hvalsang
Tine Sønder ...
11 år siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
11 år siden
Barndomsdrømme - Kasper L...
Kasper Lund ...
8 år siden
Ikke mange weekender endn...
Michala Esch...
14 år siden
Lidt jul og juleferie
Michala Esch...
15 år siden
Bliver jeg nogensinde god...
Jønsse
8 år siden
En bid af hverdagen.
Hanna Fink (...
3 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
9 år siden
Er god start så meget at ...
Kellany Bram...
10 år siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
12 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
7 år siden
Gud hader dig, og især mi...
Kasper Lund ...
8 år siden
Oktober
Camilla Rasm...
10 år siden
Hvorfor ikke...
Liza Abildsk...
9 år siden
Solrig tirsdag
Salomon
9 år siden
Ballade med drillenissen
Carsten Cede...
9 år siden
Dag 7 på fyldepennen. Sta...
Gaffa Brandt
11 år siden
Skrivende
Michala Esch...
6 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
10 år siden
Operation
Halina Abram...
1 måned, 14 dage siden
Gud taler til alle
Salomon
9 år siden
Onsdag - dagen profilen h...
Annabell Nie...
10 år siden
Tredje bog færdig
JesperSB
3 år siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
9 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
7 år siden
Et åbent hjerte
Ansu Orheim ...
1 måned, 8 dage siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
8 år siden
Sidste Brev til Mor
Fru Flohr
1 år, 5 måneder siden
Det grå hår.
Ace Burridge...
11 år siden
Forvirret.
Line Ley Jen...
9 år siden
Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
9 år siden
Da Mikkel på en måde fik ...
Olivia Birch...
8 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
9 år siden
Sommerbuket
Hanna Fink (...
11 år siden
Vil du være min ven?
Mille33
12 år siden
Godt Nytår
Hanna Fink (...
4 år siden
Hej med jer!
vintergækken
11 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
10 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
11 år siden
Så er det nu
Josephine Lø...
9 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
11 år siden
Gode råd og to do lister
Ace Burridge...
11 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
11 år siden
Har leget lidt med comput...
Poul Brasch ...
10 år siden
Fin lørdag
David Hansen...
3 måneder, 5 dage siden
Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
8 år siden
Nisse-alert
Olivia Birch...
9 år siden
Fuglene
Hanna Fink (...
11 år siden
En krone for dine tanker?
Karen Kris
9 år siden
Så er der nok snart...
Michala Esch...
16 år siden
Farvel Bornholm
Jytte Westen...
9 år siden
Svampe
Halina Abram...
6 år siden
I dag skulle det være.
Hannah White...
8 år siden
life's hard, it's harder ...
Julie Vester...
10 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
11 år siden
Glædelig Jul til alle på ...
Poul Brasch ...
9 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
8 år siden
Morgenstemning og ord
Kathi12
10 år siden
Maler vinge billeder
Poul Brasch ...
9 år siden
Brunkager
Hanna Fink (...
9 år siden
Tanker om vægge med udsmy...
Olivia Birch...
9 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
6 år siden
Tørret frugt og gamle und...
Carsten Cede...
5 år siden
ser, lytter og styrer
Sune Yttesen...
7 år siden
13 dage endnu... måske...
Michala Esch...
14 år siden
Selektiv skriveblokering
Olivia Birch...
9 år siden
Еnke
Halina Abram...
6 år siden
Det var så den søndag.
Ellen Tang S...
11 år siden
En lidt hård weekend, kry...
xangelx
7 år siden
Fjerde bog, næsten færdig...
JesperSB
2 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
8 år siden
Sulten?
Kellany Bram...
11 år siden
Faldskærmsudspring - Kasp...
Kasper Lund ...
8 år siden
Tiden er går
Halina Abram...
6 år siden
Højskoleophold
Hanna Fink (...
9 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
6 år siden
Det første palindrom-år
Olivia Birch...
9 år siden
En god aften
Bastian
11 år siden
Håb er altid ledsaget af ...
Ansu Orheim ...
1 måned, 13 dage siden
Nirvana
Ace Burridge...
11 år siden
Kære natbog (XIV) - fande...
Olivia Birch...
9 år siden
Hvad vil du være?
Marie Martin...
10 år siden
Slot, strand sol, skoldni...
Michala Esch...
15 år siden
køb Bananer
Ruth Christe...
7 år siden
Flueknepperi- Healing
Bella Donals...
8 år siden
Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
5 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
7 år siden
Klods om benet
Jette Peters...
7 år siden
Split mig ad - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
8 år siden
Fitness
Peter
11 år siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
9 år siden
Den skjulte mening.
Liza Abildsk...
9 år siden
Anden bog started
JesperSB
3 år siden
Forfra... Hvor længe kan ...
Gittepigen
11 år siden
Kære dagbog, torsdag d. 2/5 2024,

jeg kommer lige nu direkte fra mit værested, et safespace for voksne overlevere af overgreb i barndommen. De har haft lukket den seneste måned fordi at de flyttede lokaler, og inden da havde jeg været på en tvungen "time-out" dernedefra, pga en konflikt jeg havde med en anden bruger af stedet.

Derfor har jeg ikke rigtig set nogen, ud over min bostøtte, i et par måneder. Det var tydeligt at mærke!

Jeg har formentlig en hjernerystelse fra de gange jeg har fået alvorlige tæsk i livet. Dét gør måske, at jeg lynhurtigt bliver fuldstændig fyldt op og overbelastet, særligt når jeg er på værestedet, og snakken går. Det gjorde den i dén grad i dag, hvor alle var glade for at være tilbage på værestedet - det var jeg også, men jeg havde også lyst til at gå efter 2 minutter, allerede dér fyldt op og uden overskud til at tale. Jeg fik en snak med en af lederne på stedet, en kvinde jeg er tryg ved, og som jeg kan græde foran. Det gjorde jeg også i dag, smågræd.

Jeg snakkede og græd over hvor asocial jeg er - hvordan jeg føler mig som et rumvæsen iblandt mennesker, og hvordan jeg altid har en følelse af at alle væmmes ved mig, ser ned på mig og at alle synes at jeg er akavet at tale med - selv på værestedet. Selv dér føler jeg mig udenfor.

Jeg fortalte også om de daglige selvmordstanker, og om håbløsheden. Men jeg fik også nævnt idéen jeg fik forleden, da jeg så et dokumentarprogram om psykisk syge unge ("Indefra med Anders Agger", "Syg ungdom"). I det seneste program var der en plaget og forpint pige, som lyste lidt op da hun fortalte Agger om, at hun drømte om at arbejde med heste. Dét fik mig straks til at skrive en note om, at jeg vil bede min bostøtte om hjælp til at undersøge muligheden for et frivilligt arbejde med dyr.

Jeg elsker dyr, og har altid gjort det - bla. fordi at jeg altid føler, at de kan lide mig. Modsat mennesker, hvor jeg har en dyb, dyb overbevisning om, at alle mennesker før eller siden vil se ned på mig, og endda væmmes, især kvinder. Altså væmmes over hvor stor en taber jeg er, væmmes over min hudsygedom Rosacea Dermititis, og væmmes over min afskyelige overvægt. Over min handikappede gågang, og væmmes over min klamme historie.

Med dyr er det anderledes - der er ikke noget at sige til, at når ens egen mor bruger én som en levende dildo, helt fra 5-års-alderen, at man så udvikler en mistillid til alle andre mennesker. Ser andre mennesker som farlige rovdyr - modsat reelt farlige rovdyr. Jeg tror jeg ville føle mig tryggere sammen med en alligator, end med mennesker. I hvert fald når jeg har så lidt overskud som for tiden. Gudskelov er det ikke ALTID sådan, kun 99 % af tiden.

Ironisk nok har jeg mere mistillid til mænd, end til kvinder - fordi at det hele livet har været kvinder/piger, og ikke mænd/drenge, der har kunnet rumme, se og forholde sig til min sårbarhed. Mænd føler jeg altid at jeg skal alfa-han-konkurrere med - altså at de vil konkurrere med mig, før eller siden, og at så godt som alle mænd jeg har mødt i livet, har en overfladisk og falsk omgangstone, som jeg ikke orker. At de hele tiden skal bevise at de har nosser, et behov jeg ikke selv føler længere. Hvad jeg er bevidst om, i hvert fald..

Anyways, jeg skal have talt med min bostøtte om, hvorvidt der er et frivilligt arbejde eller lignende, hvor jeg kan få en hverdag, eller nogle dage om ugen, i selskab med dyr. Jeg elsker alle dyr, og føler som sagt at de næsten altid har tillid til mig, omend katte især bare er SÅ dejlige!

Det bedste at sige om min barndom, er at vi havde kæledyr - i størstedelen af barndommen var det 2 hunkatte der konstant fødte killinger, en enkelt hankat, og endelig en hun-hund, som også fødte hvalpe konstant. I alt var der omkring 100 killinger og 100 hvalpe forbi vores hjem. Det gav selvfølgelig en masse viden om hunde og katte, og uanset hvor meget en hund gør, så føler jeg at jeg er i stand til at få den til at slappe af på et splitsekund, bare ved at fløjte i først en høj tone som så ebber ud, samtidig med at jeg evt. fører hænderne nedad, som skubbede jeg en badebold ned i vand, med hænderne. Det får de fleste hunde til at slappe af, og det samme trick virker på alle ophidsede dyr, f. eks. fugleflokke. Jeg har eksperimenteret en del med det, i forbindelse med at jeg i en periode næsten hver dag kom forbi Botanisk Have, hvor folk fodrer ænderne, som så går amok i voldsorgier for at få brødkrummer. Man må IKKE fodre fugle, uanset hvad man fodrer dem med, fordi at det stresser dem, i kampen om at få krummer, og selvsamme mad og stress giver dem diarré, hvilket af-ilter søen, fordi at deres afføring normalt ikke er flydende men fast, og normalt synker til bunds i søen og havet, hvor det gøder jordbunden, og skaber ny naturlig mad til fuglene. Ved at fodre fugle stresser man dem ikke kun, man ødelægger også deres naturlige køkken, dræber søen og sætter altså en kædereaktion af lort i gang.

Derfor kom jeg i en periode næsten dagligt forbi søen i Botanisk Have, og bad folk om at stoppe med at fodre fuglene, ligesom der nu er et skilt der advarer folk om, med stor skrift = "IKKE FODRE FUGLENE!!". Trods skiltet gør folk det stadig dagligt, og mange blev rasende over at jeg bad dem lade værre. Jeg havde MANGE konflikter om det, med folk der insisterede på at jeg satme ikke skulle bestemme over dem, og at de ville have lov til at fodre fuglene, uanset hvad skiltet fra kommunen sagde. Og jeg gav til sidst bare op, og prøver nu at ignorere det når jeg ser nogen gøre det. Dog har jeg flere gange altså så i det mindste fået fugleflokkene til at slappe med, med fløjtetricket. Ugler bruger samme trick, når de ser andre fugle gå amok på hinanden, i kampen om usund fastfood - altså laver en høj fløjtelyd som så ebber ud, hvilket beroliger hele flokken. Og igen, det virker på alle dyr, så vidt jeg ved.

Anyways, det kunne være skønt at have en hverdag med dyr!

Jeg passede for mange måneder siden 2 katte for en bekendt, der kortvarigt var hjemløs. I de par uger jeg passede de 2 katte, tænkte jeg ikke én gang på selvmord, for de havde jo brug for mig, de 2 katte! Det var slet ikke en mulighed med selvmord, imens jeg passede dem, og da min ven kom og hentede dem igen, for desværre at aflevere dem på et kattehjem da han ikke måtte have katte i sit nye hjem, var jeg ved at bryde sammen - jeg blev SÅ trist over at de 2 katte skulle på katteværn! Og var lige ved at tilbyde at de da så kunne bo hos mig... Men jeg bor på 3. etage, i en 3-værelses-lejlighed, og føler altså at mine katte SKAL have mulighed for at komme udenfor og gå på eventyr, sådan som katte som regel elsker at gøre (!), og at de SKAL have mulighed for at finde sig et andet hjem end mit, hvis de er utilfredse - eller hvis jeg skulle begå selvmord. Jeg har ofte lange perioder hvor angsten og PTSD'en er for stor til at jeg kommer ud, og tør derfor ikke få en hund - jeg føler ikke at jeg ville kunne give den de mange gåture, som en hund skal have. Jeg bor ellers tæt på Botanisk, og ved også fra de gange jeg passede min ekskærestes hund, at det er nemmere at forholde sig til andre mennesker på gåturen, når man har en hund med sig - andre mennesker ser mig som mindre af en trussel, når jeg har en hund i snor, og jeg føler mig mindre stigmatiseret, som jeg ellers næsten altid føler, i mødet med andre mennesker. Trods jeg godt ved at det hele er i mit hoved, og meget af det er indbildt, så... så ved jeg ikke om mit nervesystem nogensinde vil kunne slappe ordentligt af, nær andre mennesker. Ikke i depressive perioder, i hvert fald, og det er nu engang overskriften på mit liv - depression. Selvfølgelig med perioder uden, ellers var jeg død for længst, men stadig..

Hvis DU, kære læser, kender til et tilbud i Århus-området, hvor man kan tilbringe tid med dyr, så hører jeg enormt gerne fra dig.

Jeg får dog straks angst og føler opgivelse, når jeg tænker på at det kunne være frivilligt arbejde - jeg har absolut intet overskud, har det enormt svært med struktur og forpligtelser, og føler straks at jeg ikke ville kunne være opgaven voksen, hvis det kom med krav om faste mødetider og forventninger. Samtidig er det dog også netop dét jeg har brug for - følelsen af at være til nytte. Så... jeg ved ikke hvad det bliver til. Bare dét at købe ind er for tiden et bjerg at bestige, pga de andre mennesker. Ofte ville jeg sådan ønske at jeg boede alene på Månen eller Mars, til jeg kommer i tanke om at jeg samtidig føler, at andre mennesker er det mest spændende i livet - det farligste, men også det mest spændende, især kvinder selvfølgelig. Altså, dén dag at jeg føler at jeg forstår kvinder, trods alle kvinder selvfølgelig er forskellige og unikke, så er der da ikke meget mystik tilbage at leve for.

Dén bog jeg selv føler har lært mig mest om kvinder, er Maya Angelou's "I know why the caged bird sings", fra 1969. Undervejs i læsningen af den føltes det som at blive holdt i hånden hele vejen, af en gammel klog bedstemor. En bedstemor som altid, uanset traumerne og helvedet som Maya Angelou gik igennem og beskriver i sin selvbiografi, gav én en vished om, at alt nok skal gå. Jeg kan ikke anbefale den bog nok, uanset hvem man er, og uanset hvad man selv har oplevet - men da især hvis man har overlevet seksuelle overgreb i barndommen, ligesom Maya Angelou. Måden hun skriver på er så omsorgsfuld, viis og intim, og jeg tror ikke at mange har læst den bog, uden at føle at de fik en rar pap-bedstemor ud af det. Jeg har aldrig haft bedsteforældre, eller onkler eller tanter, eller andre omsorgspersoner jeg stolede på, da slet ikke min nære familie, men føler at jeg kortvarigt fik det med Angelous bog. En usynlig hånd at holde i.

Ift. kvinder lærte hendes bog mig vel mest af alt, at (mange) kvinder søger samme omsorg som jeg selv, samme tryghed og stabilitet - i alle relationer med andre mennesker. Maya Angelou skriver i bogen f. eks. meget om hendes kærlighed til hendes bror, og om hvordan hun aldrig havde klaret opvæksten uden ham. Jeg havde heller aldrig overlevet min barndom uden min søster, trods... ej, punktum - jeg havde aldrig overlevet min barndom uden min søster. Punktum.

Jeg tror virkelig at mit nervesystem, og i forlængelse mit sind, ville blive både styrket og blive fornøjet af at arbejde med dyr - sammen med andre mennesker. Når jeg ser et andet menneske, næsten uanset hvem - *næsten, så går hele mit indre alarmsystem i gang. Mennesker er så hamrende uforudsigelige! Men har selvsamme menneske en kat eller en hund... som de vel at bemærke behandler ordentligt og ligeværdigt, hvilket meget, meget få gør (!!!), så alarmeres mit nervesystem slet ikke i samme grad - kan dyret have tillid til mennesket, kan jeg også. Altså på et ubevidst, fysisk plan - man kan altså ikke tænke sig til det, eller medicineres til det, desværre.

Jeg så engang en dokumentar som handlede om behandling af psykopater i fængsler - mange tror fejlagtigt at psykopati er uhelbredeligt. Men hvor mange psykopater ikke føler empati med mennesker, eller ligefrem er sadister der nyder at se andre mennesker lide, så er det ofte sådan at de stadig kan føle empati - med dyr. Dyr som de ikke fra barnsben har lært er farlige, modsat mennesker; så godt som alle psykopater har dybe ar med sig fra barndommen.

Dokumentaren handlede om, at de indsatte i et fængsel for psykopater hver fik en hund som de skulle tage sig af. En af fængselsbetjentene spørger i dokumentaren en konstant voldsparat indsat om han nu også kan lade være med at gøre hunden noget, hvorved psykopaten kigger på betjenten som om betjenten er skør, og måbende spørger "gøre hunden noget?! Hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre hunden noget?!". Altså, dokumentaren handlede om, at det var et forsøg på at se, om hvorvidt man kan overføre den empati som selv psykopater føler til dyr, over på mennesker; om psykopater kunne lære empati til mennesker, igennem empati til dyr (som altså selv psykopater ofte har). Det er vist stadig et åbent spørgsmål om dét kan lade sig gøre, men dokumentarens pointe var vist mere at vise psykologien i psykopati - hvordan enhver dyreart, også mennesket, der tidligt lærer at en anden bestemt art er farlig, endda dets egen art, ikke nødvendigvis har samme apati imod alt liv - kun imod den givne art. Og om hvordan empati altså muligvis kan kultiveres, fostres og videreudvikles.

Jeg har ikke mangel på empati, og er ikke psykopat - tværtimod er jeg overfølsom overfor andres følelser, og tager alt, alt for meget ind; en af de få ting i livet jeg er god til, er at lytte og forholde mig til andres følelser, og virkelig føle dem. Alt for meget - altså, jeg tager alt, alt for meget ind, og har slet ikke et filter, der kunne skærme mig fra andres sinds-stemninger. Selv hvis jeg sidder i bussen ved siden af én som er stærkt følelsesmæssigt påvirket, så går det direkte ind i mit nervesystem, og jeg smittes af vedkommendes stemning, om jeg vil det eller ej.

I perioder er det nemmere at afskærme mig selv, og ikke tage den andens følelser ind - hvis jeg har overskuddet, ved f. eks. at rette fokus på egen vejrtrækning, finde en rytme i vejrtrækningen som er min egen rytme og ikke den andens, og på dén måde få sat en grænse imellem vores indre liv og nervesystemer. Men jeg har meget, meget sjældent det overskud.

Trods jeg elsker dyr, så har jeg også oplevet så mange dyr dø, at jeg ikke knytter mig til dem, som jeg knytter mig til mennesker. De fylder slet ikke på samme måde, og trods jeg også påvirkes af dyrenes sindsstemninger og følelser, så gør jeg det slet ikke som med mennesker - det er ikke på samme måde hårdt følelsesmæssigt arbejde, at være sammen med dyr.

En skøn sang er Sage Francis - Make em purr. Sage Francis er tidligere medlem af den legendariske hiphopgruppe Non-Prophets, og på tracket Make em purr rapper han i første person om en ensom og voldsomt deprimeret mand, der får sig en kat, tilfældigt. Desværre bliver katten syg, men da katten dør indser manden, i allersidste scene i musikvideoen, at hans nabokvarter er fyldt med hjemløse katte = og altså fyldt med selskab, og grunde til at leve.

"Vi, uvante med mod
i eksil fra nydelse
lever sammenrullede i skaller af ensomhed
indtil kærlighed forlader dets høje hellige tempel
og for os kommer til syne
for at befri os til livet."
- Maya Angelou

Så... fuck udgivelse, fuck drømmen om en kæreste, og fuck det at jage forståelse fra mennesker igennem "kunst", eller hvadend man kalder dét min kreativitet afføder - kunne jeg bare finde en dyreflok at hænge ud med, og måske i samme omgang andre mennesker med samme respekt for alt liv, så... så kunne dét måske give en mere permanent grund til at leve. Jeg elsker at arbejde hårdt, når jeg kan fortabe mig i arbejdet og ikke føler mig bedømt undervejs eller efterfølgende, og måske er lige præcis arbejde med dyr dét der kunne vække en ild, til at varme sig med i kolde tider som nu. Det første jeg drømte om at blive som barn var at blive dyrelæge, for at hjælpe dyr - indtil vi tog til Indien, og jeg dér så mennesker der levede under så hamrende uretfærdige og fattige forhold; smukke, kloge mennesker der levede i skure og papkasser lige ved siden af vanvittigt vulgære paladser, hvor en lidenskab for ligestilling og retfærdighed blev født, men hvor også en kynisme rettet alle menneskelige systemer kom til verdenen - en mistillid der allerede var fostret i barndomshjemmet, men som blev forstærket i Indiens slumkvarterer, i Pune-regionen. Drømmen om at blive dyrelæge virkede dengang barnlig, når nu der var så mange mennesker i endnu større lidelse - så da hellere gøre noget for dem. Drømmen derefter var at blive undersøgende journalist, og med pennen bekæmpe uretfærdighed. Irak- og Afghanistan-krigene overbeviste dog unge mig om, dengang i 2001-2003, at alle medier var korrupte, og drømmen blev derefter antropologi, eller at studere historie eller lignende. En drøm der aldrig blev realiseret, fordi jeg ikke fik gennemført en gymnasiel uddannelse, trods forsøg på det, på HF, i 10 år - jeg droppede ud årligt med nervesammenbrud, pga de andre elever og mit overaktive nervesystem.

Anyways... jeg vil tale med min bostøtte imorgen, om at undersøge mulighederne for noget frivilligt arbejde med dyr, under skånehensyn. Man ved aldrig... det virker i hvert fald som spild af tid og energi at søge forståelse igennem kunst, når det samme kan opnås ved at ae en kat :-)

(værk i billede, i indlægget her, er som altid lavet af mig selv)

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Vi, uvante med mod er publiceret 02/05-2024 15:23 af Ansu Orheim (AnsuLa).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.