FREDAG 23-11-2012

Livet i Lugano
LoneHK
9 år siden
Forvirret.
Line Ley Jen...
6 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
6 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
7 år siden
Karma is a bitch
caeciliaskov
4 år siden
3108 2019 kom pas passer ...
Martin Micha...
1 år, 9 måneder siden
Bornholm2
Michala Esch...
13 år siden
Dobbeltmoralsk miljøforkæ...
Merida Dunbr...
2 år siden
Mystisk tilbageblik
kaotiskkaos
3 år siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
7 år siden
Endnu en - Kasper Lund
Kasper Lund ...
5 år siden
Gadens skæve eksistenser.
Ruth Christe...
4 år siden
Glædelig Jul til alle på ...
Poul Brasch ...
6 år siden
Enfant Terrible
Tine Sønder ...
8 år siden
The same old storie
Julia Stampe
3 år siden
Tudefjæset - Kasper Lund
Kasper Lund ...
5 år siden
Tiden er går
Halina Abram...
3 år siden
Uoriginal titel, men jeg kunne ikke lige finde en titel, der samler indholdet i dette indlæg.

Der er kommet styr på misforståelsen, og min moster og jeg er venner igen.

I dag gik det pludselig op for mig, at jeg har inviteret sønnikes kammerater til fødselsdag på næste lørdag! Udover at jeg har tænkt mig at arrangere skattejagt i haven, og at der skal serveres pizza, boller, kage og lagkage, så har jeg endnu ikke fået lavet en dagsorden (til mig selv), men det kunne måske også være en god idé med et lille skema over aktiviteterne, så børnene kan se, hvad der skal ske? Der er jo flere autister imellem gæsterne.

I går aftes kom jeg igen til at se en dokumentar, som berørte mig. Denne gang var det om en ung mand, Stuart Mangan, der blev lam fra halsen og ned efter en rugby-ulykke. Inden ulykken var han en ung mand med en lysende fremtid foran sig, og efter... Han kæmpede for at leve et så normalt liv som muligt, men var afhængig af hjælpere 24 timer i døgnet. Og han blev ramt af gentagne lungebetændelser. Han døde mindre end 1 1/2 år efter ulykken.

Sønnike og jeg har haft nogle gode dage i denne uge. Igennem de sidste par måneder er der stille og roligt kommet mere ro på vores familie - især nu da jeg holder orlov - og sønnike tager nogle positive skridt i sin udvikling. Han er begyndt at efterspørge nye madvarer (som autist er han meget kræsen), og han prøver at spise det vi andre spiser. At han så kun spiser lidt af det er okay. Han vil gerne smage nyt. Og hvis man smager den samme ting mange gange, vil man til sidst kunne vænne sig til at spise det.

Han vil gerne smage kyllingelår, så det er på menuen i aften. Vi har aldrig før tilberedt kylling herhjemme, så det er nyt for os alle. Manden er ikke helt vild med kylling. Kylling en af mine min yndlingsretter, da jeg var barn.

Jeg har bemærket, at de sidste mange måneders fysisk inaktivitet har haft en negativ indflydelse på sønnikes figur. Han har taget på. Han har fået alt for meget at spise og alt for lidt motion, fordi han har været angst for gå ud. Nu er jeg så begyndt at skære ned på madrationerne. Og han får ikke alle de chokoladekiks. Til gengæld er han vendt tilbage til popcorn.

I dag var vi ude at gå en tur på 1,2 km. Og han kan jo godt lide at hoppe og springe, så han hopper og springer af sted på fortovet. Han og jeg har talt om, at den motionscykel, vi har stående i kælderen, skal op i stuen, så han kan cykle på den hver dag. Det kan jeg jo så også.

Men ellers har jeg fint med at gå hjemme sammen med sønnike. Jeg nyder faktisk, at vi har så meget tid sammen. Og jo mindre stress, jo færre affektudbrud.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget FREDAG 23-11-2012 er publiceret 23/11-2012 17:25 af Lisa Hansen (Urania).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.