For et par timer siden kylede jeg saltbøssen i gulvet så det føj om ørerne, for at understrege for B hvor rasende jeg var (er) på ham. Det er en lang historie, men han har en latterlig arbejdsgiver, som sætter ham i situationer vi godt kunne være foruden - og han kan slet ikke se det selv.. For det er jo ikke hans skyld..

Nej, men så må han tage det ansvar han kan og give mig ordentlig besked, så jeg ikke går og tror at han kan passe Piblen, når hun bliver syg, for så at blive først slemt skuffet, så mega vred over at han for det første vælger at prioritere sådan og for det andet vælger at forsvare sin arbejdsgiver, der prioriterer forkert og som ikke engang er hans egen familie.

Jeg gider ikke at finde mig i det mere.

Jeg sagde til ham, at hvis det skulle være sådan, og han ikke kunne se hvor meget de manipulerede med ham, ville jeg have, at han skulle finde et nyt job - Det resulterede i, at han spurgte om jeg så ville betale alle regningerne, og jeg sagde, at jeg jo bare kunne flytte, hvis det var..

Og når jeg siger det, mener jeg det.

Jeg ved godt, at man som børnefamilie skal lade være med at gå fra hinanden de første par år, der er bare nogle ting, som jeg har prøvet at lave om på, som også er blevet bedre, men som vi aldrig bliver enige om.

Jeg flirter igen med tanken om at skride og få delt forældremyndighed, for shit hvor ville jeg få meget fritid og tid til mig selv. Jeg ville kunne arbejde sent, sove længe endda sove om natten, for sidst men ikke mindst kunne B se hvor pisse hårdt det er det "job" jeg har..

Lige nu er jeg bare rasende, og hvis tingene går som de plejer, får vi talt det igennem af flere gange og løst også denne konflikt. Jeg er bare SÅ træt af alle de problemer, når Piblen er syg og Bedste ikke kan passe. - Det er altid mig, der ender med lorten..