8 år siden

Tankefuld returnering

Skoddag
Suree Lio (L...
11 år siden
Ikke mange weekender endn...
Michala Esch...
14 år siden
håb
Halina Abram...
6 år siden
Åh den vrede, den vrede!
Bastian
11 år siden
Galde med sukkerglasur og...
Olivia Birch...
8 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
11 år siden
Konfirmation
Hanna Fink (...
11 år siden
Hey now, hey now, don't d...
Camilla Rasm...
7 år siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
10 år siden
Forsømt
Tine Sønder ...
11 år siden
Et digt
Peter Munk (...
10 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
11 år siden
En dagdog?
Kellany Bram...
11 år siden
Højskoleophold
Hanna Fink (...
9 år siden
Dagens Danmark.
Ruth Christe...
7 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
8 år siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
9 år siden
i bad med Noa
Peter
8 år siden
Bornholm2
Michala Esch...
15 år siden
Alene i skyerne
Tine Sønder ...
11 år siden
Hvordan får man dog en sk...
K. S Ytting
8 år siden
Helbred
Hanna Fink (...
8 år siden
Næsen i en bog.
Ruth Christe...
7 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
9 år siden
Fitness
Peter
11 år siden
I bussen.
Ruth Christe...
7 år siden
Morgenstemning og ord
Kathi12
10 år siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
10 år siden
Filosofisk. Undrende. Observerende. Lyttende. Følende. Tænkende. Åben overfor omverden. Nye indtryk. Sanser er på max. God til at tage meget ind, men knap så god til at få det ud i ord igen, selvom jeg har et brændende ønske om at kunne - helt uden at tøve. Igen.
Engang var det ikke et problem. Engang skulle jeg blot sætte mig foran computeren, åbne et tomt word-dokument og kigge lidt på det. Starte musikken. Efter ikke ret lang tid styrede mine hænder fuldstændigt sig selv. De dansede ubesværet henover tastaturet, prøvende, helt upåvirket af tanker som "hvad nu hvis...", "det lyder åndssvagt!" og "kan man overhovedet det?". Og i løbet af ingen tid fremstod beviser på mit, dengang, største talent: Jeg havde skrevet en historie fra ende til anden, fuldstændigt uden at tøve, med en fantastisk spænding, et godt plot og en slutning der gav anledning til enkelte tårer. Og jeg elskede det.
Jeg var ikke ret gammel da jeg først gik i gang. Allerede før jeg havde lært at dele og sammensætte ord korrekt, udfyldte jeg kladdehæfte efter kladdehæfte med eventyr, drama, science-fiction, gys og digte. Jeg husker hvordan min lærer måtte sætte ekstra tid af til at rette mine historier igennem, for de var altid lange - og detaljerede. Dansk fristil var min form for yndlingslektie, og jeg undervurderede vigtigheden af de andre fag i skolen. Indtil jeg lærte engelsk. Så fik alle mine tanker et helt nyt sprog. Jeg blev kendt som klassens forfatter, og min lærer fortalte mig også at jeg sagtens kunne blive det, hvis jeg ville.

I gymnasiet skete der et eller andet, og jeg ville ønske at jeg kunne sætte en finger på hvad det var. Måske var det bare et led i min udvikling, at jeg med tiden begyndte at tabe interessen for at skrive. Måske fordi det nu var tid til at fokusere på kærester, udvikling og fremtiden. Eller også hang det sammen med min nye lærers måde at ødelægge min lyst til at skrive på. Det var slut med fristile, og jeg fik hele tiden at vide at jeg skulle begrænse mig. Pludseligt blev jeg undervist i realitet og at alle historier skulle følge en hvis udviklingskurve. Pludseligt handlede det hele om begrænsninger, alle de ting jeg ikke måtte gøre, og at jeg så kunne få lov til at finde på noget inden for disse rammer. Jeg holdt aldrig op med at skrive i min dagbog, men drømmen om at blive forfatter forsvandt, og min lyst til at skrive døde ud. Nu skulle jeg jo også fokusere på alle fagene i skolen generelt. Jeg skulle fokusere på at få mig en rigtig uddannelse, som jeg rent faktisk kunne bruge til noget. Fokus endte bare så mange andre steder, end på det at skrive.

Men her er jeg så. 10 år senere. 25 år, færdiguddannet og med fast job. Et sted hvor jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig at jeg nogensinde skulle sætte mine ben. Langt, langt, langt væk fra en verden af eventyr, drama, science-fiction, gys og digte. Bare ren og skær realitet. Alvor. Jeg står op, går på arbejde, tager hjem, slapper af, går i seng. Starter forfra næste morgen - ligesom alle de andre hundrede tusinder af danskere, som også bare ønsker at tjene til føden, deres husleje, deres bil, og så derefter have overskydende løn til det par sko, som de nu engang har gået og sukket efter siden sidste løn blev opbrugt. Rutine. Om og om igen. Det har vækket noget i mig. Jeg har pludseligt tid. Pludseligt overskud. Pludseligt mulighed for at gøre noget andet end bare at arbejde. Jeg mærker hvordan min krop sitrer af mod på at lade fingrene danse henover tastaturet endnu engang. Mine tanker kæmper en kamp for at få lov til at komme ud på skrift igen. Og musikken... Åh, musikken. Mit evige bindeled mellem realitet og min drømme-agtige opfattelse af verden.

Jeg kan tydeligt mærke at min fantasi er hæmmet siden dengang jeg var en lille pige, og nærmest uden at tænke kunne hælde den ene underholdende og fantastiske historie ud af ærmet efter den anden. Jeg skal kæmpe noget mere for bare at skrive løs - det tager tid at lære at give helt slip på alle de fordømmende og begrænsende tanker der nu engang følger med alt hvad man gør, når man er blevet voksen. Men det skal nok komme igen, det er jeg sikker på. Og så kan I vel efterhånden regne ud, at det er derfor jeg er her. Jeg vil virkelig, virkelig, virkelig gerne i gang med at skrive. Og jeg glæder mig som en lille pige til at starte rigtigt igen.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tankefuld returnering er publiceret 04/05-2016 20:55 af bexii.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.