"Okay, so what do you think you're Elvis or something...
Boy that hurt
That don't impress me much"

Jeg er blevet fuldstændig tosset med teksten til Shania Twains sang fra 1997, "That don't impress me much".

Og hvad så?

Jeg mødte engang en fyr på nettet, det vil sige vi nåede aldrig at mødes i virkeligheden. Han mente, at han var Guds gave til kvinderne; han havde et stort hus ud til Roskilde fjorden, lækker bil, ingen gæld, godt job, og nå ja, to weekendbørn. Se, det er mest den sidste del jeg stod lidt uforstående overfor. Måske havde han alle disse materialistiske ting og måske stod han bare lige og manglede mig for at puslespillet skulle gå op, men hvorfor var det lige, at konen skred?

"Okay, so you've got a car
That don't impress me much
So you got the moves but have you got the touch
Don't get me wrong, yeah I think you're alright
But that won't keep me warm in the middle of the night"

I går købte jeg to nye cd'er, begge med kvindelige kunstnere. The Dixie Chicks synger moderne countrymusik og Diana Krall fra Canada synger blød jazz. Freja er vild med countrymusik og vi hopper begge rundt i stuen og skaber os tossede når Dixie Chicks synger deres populære hits. Hun står der i sine røde sko og vipper og rokker, det smelter mig totalt og ophæver tid og sted. Så skidt med, at det stik mod reglerne var Freja der selv tændte for cd'en.

Jeg købte ind til turen i dag. Det er altid spændende at have Freja med ud at købe ind. Jeg spiste hende af med en pose kiks i dag for at bevare roen. Andre gange elsker hun bare at sidde og kigge. Jeg kom hjem og opdagede, at vi havde betalt for salamien, men at den ikke lå i poserne.

Så hvad gør jeg nu? Går tilbage og får en ny omgang salami uden at betale eller glemmer alt om salami og 2,16 $? Det er en stor beslutning i et lille univers. Lidt ligesom at skulle beslutte om man vil starte en krig eller bare sidde og spise chips i sofaen.