Kære elskede Mathias, kære elskede Andreas..

3 år..
I dag er det 3 lange år siden, vi stod på skadestuen med jer..
Fatter det ikke, fatter ikke hvor tiden er forsvundet hen..

I går aftes var det 3 år siden i kørte ud, og ikke skulle komme hjem igen.
Vi var ude ved stenen, og der stod heldigvis både lys og blomster, så der er nogle der stadig tænker på jer..
Vi mødte en pige derude, Mathias, som stadig savner dig..
Hun fortalte nogle ting, jeg blev temmelig forundret over, ved ikke hvad jeg skal tro/ikke tro..
(hun har også lagt blomster på kirkegården, og kommer der ofte..)
Gid du lige ku’ gi’ mig et praj, ville være så rart at vide ordentlig besked..

Ellers har jeg desværre ikke hørt fra nogle, jo J og hans mor !, men det havde jeg nok heller ikke ventet..
Folk tør åbenbart stadig ikke se og høre sorgens stemme – hvad er de så bange for ?

K og jeg har været i Berlin i weekenden, det er jo 5 år siden, vi mødtes og det syn’s jeg vi sku’ ha’ en alenetur og fejre..
De sidste tre år har han båret mig igennem sorgen over jer, savnet af jer og har i det hele taget bare været utrolig..
Ved ikke hvad jeg skulle ha’ gjort uden ham..

I ville nok ha’ elsket en tur derned – om ikke andet så for at smage deres øl :)
Det er en kææmpeby, men vi fik da set de historiske steder..
Og smagte ikke så meget øl !

Vi var inde i Berliner Dom, den største kirke jeg nogensinde har set, og helt utrolig flot.. Som i Sverige tændte vi jeres lys – gid det også var muligt at tænde lys i kirkerne herhjemme…

Da vi kom hjem, var min computer gået ned !
Aner ikke hvordan jeg får den i gang igen, uden penge…
Frygter det er en dyr omgang, men håber en af jeres venner ka’ ordne den..
Har spurgt, men de har jo travlt !
Så derfor var jeres breve på kirkegården og ude ved stenen håndskevne i går !
Men I ka’ nok læse dem alligevel..

3 år…
Nej, jeg fatter det stadig ikke, syn’s jo lige I har været her, - på den anden side føles det som århundrede siden, jeg så jer og hørte jer..
Glemmer ALDRIG bemærkningen i køkkenet ”bare rolig mor, der sker ikke noget”…
Sagt da vi talte om en køretur med en anden kammerat, hvor I fortalte det var gået lidt stærkt…
Nej, spåfolk, dét var I ikke…

De allerkærligste, sørgmodige hilsener knus og krammer,
mor.