Gør den godt, den satan?
Og hvorfor er det så fandens vigtig at have den?
Jeg har gået i snart 11 år og troet at facader, det var noget andre havde. De gange der er blevet sagt til mig, at lige så snart samtalen bliver personlig, ruller jeg gardinerne ned. Det har jeg aldrig glemt, men ikke erkendt.
Jeg er sgu bare mig, tænkte jeg. Jeg skjuler ingenting.

Men i fredags, da jeg skulle overbevise min læge om at jeg trængte til prfessioenel hjælp, og allerede havde en tordentale klar, skrevet og redigeret af den ubarmhjertige vrede jeg har gået med, og som nu er vokset så stor, at jeg ikke kan trykk den ned,
slog det mig.
Fuck, hvor har døden da godt nok været efter mig og fuck, hvor er det egentlig utroligt at jeg har klaret mig så godt.

Ja, ja, siger min samvittighed og min indre Jante, der er altid nogle der har det værre, og dermed er min sorg og mit savn hermed blevet nedtonet. nedgjort.
og jeg har troet på den. Jeg har troet på at jeg ikke har forjent at være egoist, at hvis jeg ynkede, så var det selvmedlidenhed, så var jeg en svagpisser, og det var sgu ingen der skulle opdage.

Men man kan godt erkende at man er svag, uden at ynke. Og da jeg sad og fortalte om hvad jeg havde været igennem, hørte jeg en fremmede kvindes stemme tale ud af min mund.
Ordene, der blev dannet i mit hoved, var sagt af en 17 årige, forslået pige, men det var en voksen stemme, en halvvejs fnisende og undskyldende , stemme, der fortalte om den trafik ulykke, hvor min farfar, fætter og hans kæreste blev dræbt, hvor min farmor begik selvmord og hvor min far hængte sig i laden året efter.
Det var en stemme der fortalte, at min mor er alkoholiker, at min farmor var manio og at jeg lige har mistet min nære ven, måske min bedste.

Og så var der et gigantisk grineanfald, i mit hoved. Og som altid,, blev jeg nødt til at bruge min anden facade, fordi nu havde jeg jo afsløret den første. jeg brugte humoren, men den blev kastet tilbage fra de hvide vægge og fra lægen tavshed.
Og jeg kunne høre hvor dum jeg lød, jeg undskyldte nærmest.

hvad fanden er DET nu for noget?

Jeg skal sgu da ikke undskylde!!!!

Men jeg ved hvad den store katalysator virkelig er, det fandt jeg først ud af for et par dage siden. Der slog det mig.
Jeg var lige stået op og sad og tissede, og pludselig, ud af den blå luft, slog tanken mig: " Den eneste jeg har læyst til at skælde ud, er den eneste der ikke er her!"...og så vrælede jeg, igen ud af den blå luft.

Jeg har aldrig skældt min far ud. ALDRIG!!! Jeg har troet og bildt mig ind at jeg forstod ham, men nej!!!! Jeg har ikke negang tilgivet ham. Så sku da ganden at jeg er fyldt med lort i hoved!!!!
Jeg har ikke beskyttet mig for andre, jeg har sgu beskyttet mig for mig selv!
Bygget en facade op mellem hende og mig. Og troet på at facaden var mig. Levet efter det.

Jeg skulle åbenbart miste en ven før jeg fandt ud af det!!! Ville ønske at det ikke var blevet sådan, men .....

Redskaberne til at komme videre har jeg ikke. Jeg håber psykologen kan give mig dem. Jeg håber at jeg tør smide facaden, men det tror jeg, fordi såsnart der bare er een venlig sjæl der gider at lytte til mig, uden at jeg skal være høflig og spørge tilbage, selvom jeg ikke gider, så vræler jeg.

Facader? Vi har vist mange. Også overfor os selv, måske..især!!