Uforudsete lærepenge - et rotteræs

Fortiden er hård.
storm89
4 år siden
Med hovedet et vist sted
Caby
9 år siden
Xhristmas fxxx special
Martin Micha...
4 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
9 år siden
De fire vægge og pc'en.
Rudi Kouring...
8 år siden
25.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
12 år siden
Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
8 år siden
Åh ja mere det føles så g...
Maria jayash...
11 måneder, 2 dage siden
Mette og musik
Halina Abram...
6 år siden
sofaen eller.......
Hanna Fink (...
10 år siden
Rocketman - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
En røverhistorie i toget
Anders Husma...
9 år siden
Så er det snart juleferie...
Michala Esch...
15 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
7 år siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
8 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
4 år siden
if Vejhjælp
David Hansen...
1 måned, 22 dage siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
8 år siden
Kafferumlen - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Min vingeskudte wingman
Flickarocks
9 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
10 år siden
Havørnen og Tigeren
Sylvia Ebbes...
10 år siden
dag nr. 4 på Fyldepennen....
Gaffa Brandt
11 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
9 år siden
Fransk gummi
Tine Sønder ...
10 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
9 år siden
Fin lille weekend
David Hansen...
3 måneder, 5 dage siden
Fuffy til 100-årsfødselsd...
Michala Esch...
14 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
9 år siden
At skrive mig ud af tinge...
Bastian
11 år siden
ressourceforløb the end
Martin Micha...
4 år siden
Tilrettet sofabord
Peter
9 år siden
Fucking nympho - Kasper L...
Kasper Lund ...
8 år siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
9 år siden
Ny Picanto
Peter
10 år siden
Sommerregn
Regitze Møbi...
9 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
9 år siden
8 års fødselsdag.
Peter
11 år siden
Det er sjovt
Katrine Søre...
10 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
7 år siden
Flæskesteg og brækkede ri...
Olivia Birch...
9 år siden
Lad Mig Lige Stikke Hoved...
Kianna Kitte...
2 år siden
Der er sket noget helt fantastisk her i weekenden. Jeg har lært et menneske bedre at kende.

Det begyndte med, at vi godt sure satte os ind i bilen og ventede en halv time. Stadig ingen Christina og vi startede da bilen godt slukørede med en forvirret Freja på bagsædet som blot kunne pege undrende på huset og sige: "-ina"?

Hjemturen foregik i en noget blandet atmosfære. Jeg sad og græd, Morten tænkte så det knagede på en plan b og Freja sad halvgnaven og småklynkede når moren stak i et hyl! Oh ve og skræk, hvilken jammerdal. Hjemme igen placerede jeg min apatiske krop i stolen med mascaren (som kun tages frem til meget meget specielle lejligheder) rendende ned af kinderne. Freja forsøgte alt hvad hun kunne; aede mig på kinden, holdt mig i hånden og lavede et par krumspring på gulvet for at muntre mig op - men lige meget hjalp det. Morten fór op og ned med telefonen i hånden, men efter et par forgæves telefonopringninger, måtte vi se i øjnene, at vores plan om middag for 2 og efterfølgende klassisk koncert var gået i vasken uden overhovedet at være sat i værk.

50 minutter inde i jamren ringede telefonen. Christinas mor, Pat. I kommer bare med det samme, lød beskeden. Et lag mascare, to dup med pudderkvasten under hvert forgrædte øje og et stænk af mors den gode perfume senere; "on the road again".

Og for at gøre historien, ikke kort men, kortere, så ringede telefonen undervejs til restauranten. En grædende Christina i røret. Frejas babysitter på unge 16 år. Hun var faldet i søvn på sit værelse da hun ventede vores ankomst og trods banken (som grænsede til sparken) på døren, ringen på dørklokken og telefonen sov hun sin ungdoms søvn uanende, at hun var ved at forvandle en voksende hjemve til noget nær "nu-tager-jeg-fandme-det-næste-fly-hjem-og-vender-mig-aldrig-om-igen".

Christina fortalte grådkvalt, at hun havde sovet over sig og at hun var ulykkelig - det var der vist ingen tvivl om at hun var. Min vrede og skuffelse blev i løbet af et minut vendt til medfølelse og beskyttertrang. Minder fra dengang hvor man selv skulle træde de voksne gulve for første gang og så flot gled under dansen vældede op i mig. Det var slet ikke nemt dengang.

Dog var jeg stadig i tvivl; var hun klar over hvad det betød for os, kunne hun sætte sig ind i vores tanker og følelser? Med andre ord, havde hun empati nok til at forstå, at vi i 1½ år ikke har haft andre mennesker at overlade vores lille guldklump til end hende og hendes familie?

Middagen blev indtaget på en af de fineste restaranter i byen og man kan roligt sige, at der blev ikke givet for lidt! Selskabet på 6 i midten af rummet havde en nærmest Woody Allen-agtig stemning over sig. Den ene kvinde snakkede konstant, og altid om ét emne; den dyre villa i et af Vancouvers mest mondæne kvarterer. Scenen var sat. Yderst underholdende.

Maden var udsøgt og duftede af juleaften og smagte af det dét var. Man kan jo også altid se det på betjeningen. Jakken fik vi ikke selv lov til at tage på da vi skulle videre ud i aftenkulden.

Den klassiske koncert med stykker af blandt andet af Hayden og Händel samt en canadisk solo celist bragte tårer frem igen. Denne gang glædens og inspirationens tårer.

Christina tilbød telefonisk efter koncerten, at lade Freja sove hos dem og det sagde vi meget pænt "JA TAK!!!!!" til. Helt alene hjemme... fnis. Det var Frejas anden "sleep-over" og vi havde ingen skrubler ved det.

Freja havde haft en vidunderlig aften og morgen med Christina og hendes 3 søskende samt forældre. De er alle meget indtagede af hende og hun af dem. Vi skulle ikke betale og selvom vi tilbød det var der ingen tvivl om at det ville hun under ingen omstændigheder tage imod. I rejsetasken fandt vi vel hjemme igen et ufattelig sødt brev hvori Christina undskyldte og meddelte, at hun godt var klar over, at hun havde begået en meget stor fejl. Den skulle ikke gentage sig. Hun har - af en 16-årig af være - meget intregritet og stor forståelse for sine omgivelser. Det lærte jeg. Jeg lærte også, at vi kan stole betingelsesløs på den familie og at de ydermere er de eneste vi har herovre som minder om noget vi kan kalde en hjemlig arne.

Når enden er god er alting godt. Min hjemve forsvandt som dug for solen og vi glæder os til at Freja skal passes af Familien Chan igen.

***************************

Jeg fik i øvrigt fingrene i en meget interessant bog i går. Den stod ligesom bare dér på boghylden og råbte: "Så tag mig dog ned og læs mig i stedet for bare at bruge mig som fyld!". Vi var lige kommet hjem fra den klassiske koncert og sad med rødvin og blød jazz ud af højtalerne. Bogen hedder "En Tid Alene", skrevet af Christian Kampmann.

Den starter pudsigt, man bliver nærmest slynget ind midt i et liv. Da jeg så sultent læser i min danskfagbog "Litteraturens Spor" lige inden middagsluren i dag (ak ja, middagslur er ikke kun forbeholdt de helt unge og de helt gamle :o) står der sort på hvidt, at Hr. Kampmann mere eller mindre var banebrydende med in-media-res teknikken; altså at begynde en tekst midt i et handlingsforløb uden nogen forklaring til. Den kommer derimod implicit undervejs i teksten. Pirrer læserens nysgerrighed.

***********************

Rotterne - som vi plages af her i vores lille kvarter - må da for pokker være på retræte nu hvor kulden endelig har sat sig fast. Røde kinder, kold næse og tørre læber, uden tvivl, de må da snart tage sydpå! Forbandede rotter. "Ratville" kunne man kalde stedet for. Et barn blev bidt forleden og røg på skadestuen. Vi betaler en ågerpris af 1430 Cad (x 5) for at bo her og huslejenævnet har vist ikke lige så meget at skulle have sagt... hvis det overhovedet eksisterer. Vores "slum landlord" har huse i hele Vancouver og dermed en frygtelig masse magt. Rotterne trives, huslejerne stiger og alt forfalder. Men penge på at puste blade fra det ene hjørne til det andet kan de godt bruge: "Keeping up the appearance". Han kommer nok og spiser på restauranten fra i går... for vores penge!!!!!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Uforudsete lærepenge - et rotteræs er publiceret 03/11-2003 05:51 af Carina Malene Rømer (Lillemor).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.