cyklede den anden dag og tænkte på, om det mon i virkeligheden bare er sådan, at når man ender med én (altså rigtig ender), at så vil der altid være én, hvor man tænker "hvis bare jeg havde kunne få ham..." om det ikke bare er sådan, at der altid være en i ens liv, som er ham man aldrig fik, ham som kunne have været perfekt. måske forventer jeg for meget.

men min største frygt er bare at vågne op med en mand, som jeg har været sammen med i 10 år, og stadig tænke, hvis bare det havde været andreas.
jeg er bange.

jeg frygter at komme til at tage til takke med én, som er sød nok, men blive ved med at tænke at dét og dét var bedre ved/med andreas.

jeg ved, det er naivt, men tænk hvis jeg aldrig kommer til at føle den samme ro igen. aldrig føle mig forelsket til op over begge øre. aldrig mere falde i staver over en lille, dum ting, som et skønhedsmærke eller et ar. aldrig få sug i maven over en duft. tænk hvis jeg bare tilsidst må tage én, for jeg vil jo gerne have børn.

jeg har fødselsdag på onsdag. har vist alderskrise og snart-spacialekrise.