Og vi har anholdt din søn for røveri.
Det var sådan en telefonsamtale startede for mig i går, jeg ved ikke hvor lang tid der gik for at jeg forstod alvoren i denne samtale, men set i bakspejlet, varede det en evighed før at jeg fangede at den var god nok, senere i samtalen blev jeg grebet af panik, frustration og rædsel. Hvad var der sket, hvor var han nu, hvad skulle der ske !!
Betjenten var meget rar og jeg fik en følelse af han forstod at jeg var meget berørt af situationen.

Min søn var gået fra skolen og over på en tankstation hvor han havde bestilt cigaretter, den kvindelige tankpasser havde selvfølgelig fundet dem frem, hvorefter min søn havde trukket en kniv og forlangt at få udleveret 2000 kr. hvorpå at hun havde gjort min søn opmærksom på at der befandt sig nogle i baglokalet som hun tilkaldte.
Han var stukket af fra stedet og over til den lokale købmand, hvor han havde bedt dem om at kontakte politiet, hvorefter han så havde ventet på dem der. André havde så tilstået røveriet og sagt at han ikke ønskede at komme tilbage til stedet hvor han bor. Politiet kontakte de sociale myndigheder, som skulle være tilstede under afhøringen, og afventede så at de kom. Så det var sådan at situationen stod lige nu !!
Jeg var lamslået, ked af det og chokeret over at min søn havde grebet til sådan en handling og hvorfor havde han gjort det, tankerne var mange, men helt klart fokuseret på hvad skulle der ske. Jeg forklarede betjenten om min søns handicap, som selvfølgelig ikke var nogen undskyldning for hans handling, men at det var en vigtig faktor i forbindelsen af afhøringen af ham.
Jeg ringede til stedet og fik en snak med konen. Hun fortalte at de dagen før havde nægtet ham at deltage i disko pga. at han ikke ville gøre hans ” pligter ”. Men han havde virket til at have accepteret situationen, og der havde ikke være noget udsædvandenlig at mærke på ham, ud over at han selvfølgelig havde været lidt ked af at han ikke kom med.. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og samlignede situationen med den da han rev hans faste bøjle ud af munden, hvor han i frustration og afmagt havde reageret så drastisk !! Vi aftalte at så snart at hun viste mere ville hun kontakte mig.
Jeg prøvede at få fat i hans far, men han var i skole, så jeg sendte en sms til ham, hvor jeg bad ham kontakte mig så hurtig og som mulig.. Da han ringede, kunne jeg fornemme at han i første omgang ikke forstod alvoren i hvad der var sket, men da det gik op for ham, kunne jeg mærke at han havde de samme tanker og følelser som jeg. Han reagerede med at sige – Jamen det er jo min weekend nu her, får jeg ham så ikke.. Jeg tænkte – Hold da kæft, din søn er anholdt og du tænker ” kun ” på at få ham på weekend, men jeg kan godt se at det var en udtryk for hans magtesløshed over for situationen. Vi aftalte at jeg bad konen om at kontakte ham når hun vidste mere..

Ventetiden var lang, meget lang. Claus sagde – Hvis du har haft flere liv, må du godt nok havde været en bølle i de tidligere, siden at du skal have så meget at slås med i denne !! Så midt i min afmagt kunne jeg ikke lade være med at smile. Claus var utrolig opmærksom, kom og holdt om mig, og lyttede.
Opringningen kom, det var sagsbehandleren, da hun præsenterede sig var min første tanke – Åh nej ikke hende, hun er den eneste sagsbehandler som jeg har nægtet at samarbejde med, og som jeg mener ikke burde have med børn og unge at gøre, men som situationen var havde jeg ingen valg.
Hun sagde så at hun ville tage ham med og aflevere ham på en af byens døgn instuationer, hvor på jeg prompte reagerede med et – Du kan tro at det er løgn, han skal hjem og jeg skal nok tage fri fra arbejde, og tage det fulde ansvar for ham..
Da de senere ankom her til, sagde jeg til hende - at jeg syndes at det var fuldstændig grostekst at hun ikke havde spurte mig, om jeg ville have ham hjem, at hun ville sætte ham på en instutation hvor der er kriminelle unge,( jeg ved godt at han nu også hører til dan kategori ) og andre med svære socialbelastninger, og hvor de ikke var giret til at tage sig at en med de handicap som min søn har, og hvor han havde mulighed for at stikke af fra. Jeg kunne til nøds forstå, at hvis at han var blevet indlagt på en børene og ungdoms psykiatrisk afd., men det andet syndes jeg var helt hen i vejret. Hun kom med en masse jamen`er og undskyldninger som jeg ikke kunne bruge til noget, men heldigvis er det ikke hende der har hans sag frem over, men igen en ny som ikke kender ham..
Jeg havde aftalt med hans far, at hvis han ønskede det kunne han komme der ned på weekend, og det gør han, så der skal jeg ned med ham senere i dag. Det er jeg glad for at han ville, da vi skal have Claus´s drenge i denne weekend, og de behøver ikke at kende til sagen lige nu, specielt ikke efter at den mindste havde været til afhøring .Problemerne skal nok komme når deres mor hører det. Min søn er jo farlig !!
Jeg har sagt til Claus at jeg er bund ulykkelig over at jeg påfører ham de problemer i forbindelse med min søn, og inderst inde har jeg også tænkt på at ” smide manden på porten ”. Jeg kan ikke overskue alle de problemer jeg påfører ham og hans drenge, at de kommer til at lide under den måde at min søn er og handler på. Men jeg har også lagt tanken fra mig igen, og prøvet at sige til mig selv - at hvis han ikke ønskede at hjælpe og støtte, ville han havde taget hans gode tøj og gået for lang tid siden. Det er svært

Jeg savner nogle at snakke med, nogen der er kompetente og som kender til lign situationer, det drejer sig ikke kun om ekstremer, men også alm. dagligdags situationer.
Han er jo ikke den første retarderet der griber til sådan en drastisk en handling, men sådan har systemet været hele vejen igennem, hvor jeg har følt mig til side sat som forældre, og ikke har haft mulighed for at der har været nogle der kunne bakke mig op, som havde kendskab og forståelse for de tanker og følelser jeg har, Jeg føler mig så alene med dette, så magtesløs.

Jeg ved ikke hvad der videre skal ske, og om han kommer tilbage til stedet, men jeg ønsker og håber det, de ligger et fantastisk arbejde i de børn der bor på stedet, og er indforstået med at bakke André 100% op..Men i første omgang må jeg vente til mandag og høre hvad sagsbehandleren siger.

Jeg fandt ud af at han ” pynter ” den lokale avisforside, og sendte den med en mail til min søster. Pu ha hvor kan hun snakke, men det var rart..

Jeg håber ikke at folk dømmer ham for hårdt, hans handling er et nødråb om hjælp om noget som han ikke er i stand til at sætte ord på. Jeg kan allerede fornemme hvordan folk vil reagere.
Han burde lukkes-spærres inde og ikke færdes blandt os alm. men for mig som mor, er det en hård dom..

Jeg håber at tankpasseren kommer igennem denne oplevelse, og jeg sender en tanke, og undskylder mange gange på min søns vegne..

Jeg vil gå ind og vægge ham nu, han har ikke sovet i nat , tankerne har domineret hans lille hoved, og han har ikke kunne finde ro.