Kan mærke at jeg bliver så berørt af nogen af dagbogstekster jeg læser herinde. Synes folk er meget hudløse og tør at fortælle om det er der forgår indeni dem. Men det er jo også fordi at folk kan gemme sig bag skærmen. Sådan har jeg det også synes jeg. Men alligevel synes jeg at jeg har svært ved hvad jeg skal fortælle, for har så meget på hjertet og så alligevel så er det er svært at forklare fordi jeg gerne vil have folk skal kunne forstå det jeg skriver og sætte sig ind i det. Men ved godt at det kan være svært at sætte sig ind i noget man ikke selv har oplevet eller noget som er meget smertefuldt. Hmm sidder jeg bare og lukker en masse lort ud eller give dette mening.

Synes jeg er så ensom, også selvom jeg har kæreste og barn. Ved ikke hvad jeg gør galt, men har svært ved at få venner. Alligevel ved jeg godt hvad jeg gør galt på nogen punkter med hensyn til at få venner, men jeg arbejder på de punkter. Synes bare at livet er svært når man ikke har noget netværk af venner og veninder. Hvorfor har jeg det så svært med at være 30 år og ensom? Måske fordi jeg er bange for at jeg aldrig få nogen venner.