Det er mandag morgen og den sidste dag i påskeferien. Jeg kunne nu godt bruge bare to dages mere ferie - men er det ikke altid sådan? Når en ferie nærmer sig sin slutning, så vil man give sin højre lillfinger for bare én dag mere.
Det har nu ellers været en fantastisk ferie. Jeg har ikke festet det vilde, for jeg meldte afbud til næsten alle fester - er ikke den store festabe for tiden. Så jeg har bare taget det stille og roligt og hængt ud med venner og kæreste. Og det var lige sådan en ferie, jeg vil have - stille og roligt.

Kæreste og jeg havde ellers lige et par kriser her i ferien. Jeg har følt mig meget gemt af vejen, bla fordi hans familie ikke ved jeg eksisterer, han vil ikke møde min og han vil ikke vise følelser offentligt. Det blev mig for meget onsdag aften, hvor vi tog os en god snak. Det hjalp på det med offentligheden. I går havde vi så en krise igen, da min mor ringede og spurgte og min kæreste skulle inviteres med til morbor og tantes sølvbryllup - det ville tante gerne vide.Så snakkede jeg med kæreste om det, for han sad tilfældigvis ved siden af. Hans reaktion: Årrhhh... Så sagde jeg: Nu kører jeg dig hjem!
Da jeg havde sat ham af - med en meget sur mine på,begyndte jeg at tænke det hele igennem ret meget. Og jeg var så meget parat til at slå op med ham. Ville simpelthen ikke længere leve med at være gemt væk. Jeg nåede ikke at gøre noget, for så fik jeg en sms med,at han gerne ville med. Det var dejligt, og så smeltede jeg igen. Nu mangler jeg kun at arbejde på, at han skal fortælle det til sin egen familie - men det kommer nok, det kommmer nok.