Emil putter i sengen nu. Jeg kan ikke skrive når han ligger på gulvet ved siden ad mig. Min opmærksomhed er et helt andet sted (på ham) og jeg får ikke skrevet hvad jeg virkelig vil…

Men nu putter han.

Jeg har så meget vrede inden i…vrede til Lars. Jeg kan mærke den noget så tydeligt når jeg er omkring ham. Vreden og følelsen af at han har svigtet mig. Mistro overfor alt hvad han gør, ja kort og godt er jeg godt og grundigt knækket i forhold til Lars.

Han siger, hvilket jeg kun kan give ham ret i, at vi blive nødt til at hjælpes ad med at klare os i gennem det her. Når vi ses, skal vi forsøge at holde en positiv mine overfor hinanden.

JEG KAN BARE IKKE! Hvorfor nu det??? Det har altid været mig, der har holdt sammen på os trods hans nedture og nu, hvor han virkelig prøver, kan jeg bare ikke og jeg føler bare den her vrede overfor ham…vrede og ulykke. Det hele vælter op når han er omkring mig og jeg ser alle de ting han har hevet mig igennem og føler alle de følelser jeg ikke havde plads til dengang. Jeg føler mig snydt, svigtet, at jeg er lige meget, taget ved næsen, føler mig åndssvag…for nem!

Jeg vil jo gerne klare den her med Lars men er jeg overhoved i stand til det længere? Har jeg prøvet så hårdt, så længe at min krop simpelthen siger stop nu? Er der for meget opbygget dårligdom inden i mig i forhold til Lars, som bare vælter frem nu uden jeg kan styre det?

Derfor tænker jeg; er vi færdige? Er det her vi bør sige helt stop og finde ud at en eller anden måde hvorpå vi kan være forældre overfor Emil alligevel?

Jeg er så ked af det…har lyst til at ringe til ham, men ved ikke hvad jeg skulle sige. Jeg er bange…bange for denne ensomhed jeg føler og bange for at kræfterne slipper op. Hvad med lille Emil? Jeg SKAL jo være stærk for ham.

Jeg ved jeg klarer det her med Emil. Det er skide-hamrende hårdt at være alene med en 4 mdr gammel baby, men han er min og der er ikke andet her i verdenen jeg vil i stedet for at passe min lille søn fordi jeg ved han har brug for mig. Andet er der ikke at sige til det.

Lige nu kan jeg ikke se igennem det her! Jeg er bange, søger higende efter et eller andet som kan fjerne smerten inden i, men ved ikke hvad det skulle være. Jeg har lyst til at ringe til Lars, men ved det ikke lindre...

Lige som med smøgerne, så vil tiden gøre det bedre. Hvis jeg fik distanceret mig følelsemæssigt til Lars fra i dag af, ville jeg om nogle uger have det bedre. HVis jeg IKKE går ned og køber en dum pakke smøger senere, som jeg på mystisk vis planlægger, vil jeg om nogle uger være helt afvænnet.

Men at være stærk og sige til sig selv; "det BLIVER bedre...", nej det giver ikke rigtig nogen lindring nu og her. Det kræver dobbelt styrke at stå smerten ud som man føler nu og her, og samtidig overbevise sig selv om at det vil gå over...bare ikke lige nu!

Min tid har været styg længe synes jeg. Tænker på om hvad jeg selv kan gøre for at vende det her. Jeg gider sgu ikke lægge mig ned som en martyr og have ondt af mig selv. Det tror jeg desværre jeg gør i ny og næ. Hvor konstruktivt er det???