For et par dage siden var det 12 år siden at Claus Høgh forlod denne verden. Han smadrede sig selv ind i muren i Aulum på den motorcykel, som jeg sad bag på præcis 4 uger før det skete. Han var et rigtig godt hug, men natten i maj blev ikke til mere end et lille veludført hånd-job, der satte sit spor på min arm. Kan tydeligt huske at jeg ikke kunne nænne at vaske det af, dagen efter, da jeg var i Troldhede sammen med Lise Koch.
Det var en dejlig sommer det år. Tørken startede 11. maj og varede indtil midten af september.
Danmark vandt Europamesterskabet i fodbold, og netop den nat valgte Claus at tage sin afsked med livet.
I år er Danmark ude efter kvartfinalerne under Em og det varme vejr sukkes der langt efter. Det blæser og regner.
Sommeren bød også på en kort men dejlig flirt med Tomas Lind Albertsen fra Frederiksberg. Det var under vores cykeltur med mor, og jeg scorede ham på Borre vandrerhjem på Møn.
Heller ikke der var der gevinst ved havelågen, da den månedlige pestilens havde gjort sit indtog.
Til gengæld fik jeg rigeligt andet og mangesteds det år, så jeg manglede ikke noget! ;)

Når jeg nu indleder min dagbog i dag med at skrive om Claus, så er det fordi jeg aldrig har glemt ham, og som på gravstenen i Haderup står: Altid savnet. Han gjorde et dybt indtryk på mig, og hans død kom som et chok.

I skrivende stund sidder jeg og nyder morgenstunden, der har bargt lidt sol over det vestjyske. Jeg har lige fået et rundstykke og en brikkakao, da jeg har haft nattevagt i nat, og efter dagens tekst, skal jeg ind og sove.
Allerede i morgen har jeg dagvagt.
Ferien er gået hurtigt, men den har været dejlig og tiltrængt.

Som agent Dale Cooper så smukt har sagt det, så har jeg alle symptomer på malaria, og samtidig har jeg aldrig haft det bedre. Tankerne flyver dag og nat. Som en konstant strøm, der bliver kraftigere og kraftigere.
Sindet koger, er spittet. Kroppen har overtaget styringen. Nydelsen er enorm og overvældende, men låget der lægger en dæmper på lykkefølesen er mine egne etiske principper og de dræbende konsekvenser. Jeg er magtesløs. Skal jeg virkelig overgive mig i drifternes vold og lade alt andet ude, blot for at kunne konstatere at det har ødelagt alt det jeg tog for givet?
Hvorfor kan denne stærke impuls ikke kontroleres? Hvordan tøjler jeg demonerne der frister og lokker?
I den situation kan jeg forstå til fulde, hvad der gør folk religiøse. Her mangler jeg nemlig en tilgivende, der kan rense mit beskidte sind.
Intet er dog sket, men faren lurer lige om hjørnet. Det gør mig bange, men også opstemt, for hvem ved hvad der ligger gemt derude?

Som sagt har jeg det fantastisk godt, men er blevet ramt af en vildfaren pil. Jeg kender ikke kuren, men er heller ikke sikker på at jeg inderst inde ønsker at blive renset.
Tiden vil vise det, men i øjeblikket er jeg ude på temmelig dybt vand, og bunden er grumset. Meget grumset og intet er så sikkert, som det har været hidtil.
Jeg er kun et menneske...