18 år siden

mangler mod...

Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
6 år siden
Pigsen
Poul Brasch ...
10 år siden
So many feelings on one t...
MysteriousGi...
11 år siden
Lange dage giver lange pa...
Neola
3 år siden
Dagene der forsvandt som ...
David Hansen...
3 måneder, 6 dage siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
11 år siden
Læring og andre samfundsn...
Ole Vind Raa...
10 år siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
12 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
6 år siden
En enlig på besøg i julen...
Ace Burridge...
11 år siden
brænde
Peter
9 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
7 år siden
Inspiration eller fjolled...
Kellany Bram...
11 år siden
Bogfinke
Peter
9 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
10 år siden
Godt Nytår
Hanna Fink (...
4 år siden
En røverhistorie i toget
Anders Husma...
9 år siden
Er kreativt værksteder me...
Simone Reinh...
1 år, 2 måneder siden
No name girl
8 år siden
Tanker, om mig, livet, nu...
PernilleBB
2 år siden
Gud taler til alle
Salomon
9 år siden
Driving home for Christma...
Camilla Rasm...
7 år siden
Vi pakker sammen
Ragnhild Bac...
10 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
9 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Jeg kan ikke li' det. Jeg kan virkelig ikke fordrage deres medlidende blikke. "omsorgsfulde" siger Mor at de "bare" er. Måske. Eller også nikker de sigende til hinanden når de mødes på lærerværelset og tænker at jeg endelig viser svaghedstegn? SUk. Hader mig selv for at tænke sådan om mine yndlingslærere... Jeg ved godt at de bare vil hjælpe, men jeg har ikke tænkt mig at tage alle venindeproblemer op for lærerne og bede om ekstra elevmøder for at løse dem...det er ikke deres område...

Jeg har tit været alene, syv år uden rigtige venner gør at man lærer at finde noget at lave uden dem. Da jeg skiftede skole behøvede jeg ikke det længere, så jeg holdt op med at passe mig selv, der var nogen at tale med og nogen til at lytte...hvordan skal jeg så huske hvad jeg gjorde dengang nu hvor jeg igen står udenfor?

Har været bedste veninde med en virkelig anderledes men dejlig pige siden jeg startede i klassen for tre år siden og med to andre fra skolen også, vi var en glad firkløver der aldrig skiltes ad, på det nærmeste...i sommerferien var jeg med L på ferie i Sydfrankrig i 2 uger og havde det fantastisk, det var sjovt og spændende og vi var bedste veninder som altid...

men pludselig i efteråret vendte hun mig ryggen og nægtede at snakke til mig eller se på mig. Det anede mig at det var fordi jeg havde holdt en kæreste hemmelig i en uges tid fordi jeg ved hun ikke kan fordrage ham, så jeg ringede for at høre hvad der var galt, og hun sagde ja, det var dét og en masse småting der aldrig normalt ville have irriteret hende...

hun overfusede mig og jeg var såret men troede at det var det, om lidt tid ville hun være ovre det, og et par dage virkede det sådan..men så lukkede hun af igen...hun har været kold og ignorerende overfor mig i 3 måneder nu, snerrer eller går direkte forbi mig, og har aldrig sagt et ord om hvad der reelt er galt, for jeg kan ikke tro at så lidt har gjort det...jeg må ha' såret hende ufatteligt, men jeg aner ikke hvordan...

Nu har hun vendt de to andre imod mig også, så skolen er et rent helvede, frikvarterer skal bare overståes, for der er intet alternativ til at sidde og stirre på tre vrede rygge der er vendt mod mig, og jeg har ikke andre end dem, jeg har aldrig behøvet andre, og nu har de andre lukket mig ude uden grund? Jeg er såret og ensom og jeg ved virkelig ikke hvad jeg har gjort, det påvirker mig enormt meget selvom det måske lyder som en bagatel...jeg kan ikke koncentrere mig ordentligt i timerne, går karakterer ned, kan ikke sove rigtigt og svinger i humør i en grad så man skulle tro jeg havde menstruation 24-7...

og det værste er at jeg godt ved hvad jeg er nødt til at gøre...jeg skal tage en gave med og besøge hende, hun er nemlig syg med noget kysse-syge-agtigt noget og har ligget med feber i over en måned, men det er svært at bide sorgen i sig og hykle et god bedring...ligesom jeg er bange for at blive afvist...men jeg er jo nødt til at vide hvorfor hun er sur, om der er en grund til at sige undskyld eller bare en misforståelse...

det her ødelægger mig, men jeg tør ikke...hvordan får jeg modet? Hvad skal jeg sige til hende? Jeg kender hend eikke mere, hendes liv de sidste mange måneder, jeg ved bare hun er frygtelig vred og har såret mig og at jeg er ved at gå ned over det...det er forfærdeligt at have det sådan her men jeg tør bare ikke, jeg kan ikke få mig til det...

ville ønske noget for en gangs skyld var så let som det lød...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget mangler mod... er publiceret 16/12-2005 14:49 af vandmand.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.