Har ikke skrevet længe. En anden bruger skrev, om jeg ikke snart var færdig med at træde rundt i det samme. Det gjorde lidt ondt.....
For jeg er som larven i puppen. Mine vinger er endnu ikke modne nok til at jeg kan komme ud, uden at falde til jorden med det samme.

Jeg har nu boet alene i tre måneder. Nogle dage er bedre end andre. Jeg overmandes tit af følelsen af at blive sparket i maven, når jeg kommer til at tænke på ham. Jeg græder ikke mere, ikke fordi jeg ikke trænger til det, men forsøger at holde sammen på mig selv. Udadtil virker det som om jeg for længst er kommet mig. Mine naboer sagde i går, at jeg stråler af overskud. De kunne jo ikke se, at inden jeg gik ud med vasketøj måtte jeg trække vejret dybt nogle gange for ikke at tårerne skulle trille. Jeg havde netop vasket en t-shirt for ham, som han havde lagt til vask sidst han var her. Nu skulle jeg hænge den op, men det rev mig i stumper og stykker.

Jeg føler mig som en blodig klump....