Siden jeg skrev sidst har mit hjerte turbohelet. Via min psykolog er der gået så mange mange ting op for mig og jeg fik redskaberne til at hive min energi hjem til mig selv. Jeg har langt igen, men nu kender jeg vejen ud af den voldsomme, altædende og frygteligt sorg, jeg var i.
Jeg glemmer aldrig det øjeblik, da psykologen satte mig ind i mekanismerne og viste mig, hvor jeg selv befandt mig. Det var som at få alle tings hemmelighed at vide. Jeg gik derfra og tænkte: " Er det så simpelt?"
Jeg vil stadig græde ind i mellem og staidg tænke på den gang, vi var et par. Men nu kan jeg godt holde det ud. Kan godt klare vemodet og den lille stikkende sorg. Det er som om dens kanter er blevet mere runde og ikke længere skærer så dybt.

Jeg har accepteret, at tingene ikke kan blive, som de var, fordi intet mere ER som det var.Og mit lille hjerte bløder ikke så voldsomt mere. Nu siver det kun lidt ind i mellem.

Jeg er en anden og når jeg ryger ind i de gamle mønstre, føles det som den putteboks små børn leger med. Hvor jeg før passede ned i det trekantede hul, passer jeg nu ned i det runde. Jeg har skiftet form......