Jeg er perfektionist. Det indrømmer jeg blankt. Men det er ikke med mit arbejde eller med mit hjem. Det er med mig selv.
Der er INGEN, og jeg gentager INGEN der kan have større forventninger til mig, som jeg har til mig selv og stadigvæk kan jeg sagtens være overbærende med andres fejl og mangler.

Men hvis man kunne sætte en videokanon til mit indre, så var jeg indlagt på stedet. Guf for en "rigtig"psykolog.
Eller har jeg for høje tanker om mig selv.
Jeg prøver. Jeg prøver som alle andre. Jeg prøver at være stærk på de rigtige tidspunkter. Jeg prøver at være omsorgsfuld for de rigtige mennesker og jeg prøver at tilfredstille mine egne behov uden at træde FOR meget på andres.
Men jeg en ringe modtager af kritik.
jeg tager det til mig, udadtil, men fylder det i hele min krop, indvendigt.

Det er sjældent at jeg laver fejl, fordi jeg søger, som mange andre , en bekræftelse af at jeg er dygtig og vellidt. Jeg må spille min rolle godt, for det lykkedes udover alt forventning, eller er det virkelig mig? Jeg kan mærke mit selvværd og min selvtillid, men er det falsk? En fatamogana. Narrer jeg bare mig selv? Tænker jeg for meget?
Men der er ingen andre der bliver straffet, end mig selv.
Og den bedste måde at straffe sig selv på er at gentage igen og igen at det gør du ALDRIG igen. ALDRIG; ALDRIG....Det er min akilleshæl. Mit perfektionistiske jeg.