Først skulle jeg tale med en læge.
Det var skide svært at finde ”familie-ambulatoriet” men det gik.

Hun var enormt behagelig den læge. Hun stilede mig en masse spørgsmål om mit helbred – både fysisk og psykisk – og da jeg begyndte at remse op hvordan jeg havde levet mit liv over de sidste 3 år og endvidere skulle forklare om L, følte jeg mig som et stort pjok. Jeg var sikker på at hun sad og tænkte ; …også vil HUN have et barn!!!”. Men langsomt gik det op for mig, at spørgsmålene ikke skulle ligge til grund for nogen bedømmelse, men derimod som en hjælp.
Faktisk burde jeg vel også kun være stolt over, at det ”grimme” i både L og min historie, alt sammen er noget vi er i fuld gang med at lægge bag os.

Antabussen er sgu ikke helt ufarlig at tage når man er gravid. Selvfølgelig er det mere farligt at drikke under graviditeten men faktisk er der undersøgelser som har vist, at der har forekommet misdannelser hos gravide som var under antabusbehandling.

Fuck altså! Der gør mig helt dum i hoved. Jeg stoppe antabussen da jeg læste på glasset at det IKKE måtte bruges af gravide. Men jeg har vel nået at have det i kroppen mens jeg var gravid.

Lægen anbefalede mig kraftigt at tage kontakt til hende/ambulatoriet hvis min trang blev for stor. Min trang er der stadig men fandme nej om jeg kunne finde på at pladre mig til nu. Jeg må være stærk, mere end stærk! Nu handler det ikke længere kun om mig selv.

Fru Jordmor!
Hun forklarede mig hvordan ambulatoriet egentlig fungerede. Det er åbenbart ikke alle gravide der kommer der, men faktisk kun dem der har et misbrugs – eller psykisk problem. Det gjorde mig helt underlig. Måske er det fordi jeg savner behandling som alle andre ”normale”. Men jeg er meget taknemmelig. Jeg kan jo heller ikke løbe fra ”hvordan” jeg er.

Hun skulle trykke mig på maven og dernæst hiver hun et lille apparat frem. ”Nu skal jeg lytte efter hjertelyd!”. Jeg gloede helt tåbeligt på hende. ”Den har da ikke noget færdigt hjerte endnu!” tænkte jeg. Men lige pludselig hører jeg bare lyden af et lille galoperende hjerte. Hold da kæft jeg blev forskrækket. Det gav et sug i hele min krop og alle hår rejste sig.

Da jeg gik derfra var jeg helt chokket.

DER ER ET LILLE BARN MED ET HJERTE INDEN I MIN MAVE!!!

Nu begynder det at blive mere og mere virkeligt.

Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg stadig bliver så underlig når jeg ser kvinder med barnevogne. Jeg savler ikke af spænding men kigger mere eftertænksom efter dem. De skræmmer mig lidt. Måske er jeg bare stadig bange.

Jeg mangler L lige nu. Ville sådan have ønsket han havde været hos mig da jeg hørte det hjerte slå. Jeg fortalte ham det i telefonen og han virkede lige så chokket som jeg. ”Vildt!” blev han bare ved med at sige.

Nu vil jeg lægge mig med min enormt interessante og knastørre jurabog.