Det er vel en kombination af at have tænkt meget grundigt her til morgen og noget min mor sagde til mig; jeg må acceptere!

Jeg må acceptere at mit liv bare ser sådan her ud – lige nu. Jeg må acceptere at Lars hverken sover her eller er her særlig meget. Ja acceptere at han ikke bor her, da det var noget vi besluttede i fællesskab.

Jeg må acceptere at det har overrasket mig hvor hårdt det har været…acceptere at det ikke ville blive så lettende som jeg i starten troede og håbede.

Jeg må acceptere at alting drejer sig om ”baby” og acceptere trætheden, uoverskueligheden og at jeg er alene om alt det her. Acceptere at dagene er trivielle og at dagens højdepunkt kan måles med den begejstring man kan føle over at gå i Føtex!

Jeg må acceptere at Lars har sit og sine ting. At han ikke mærker byrden, at han ikke skal op om natten og tidligt om morgenen, at han ikke skal passe alting ind efter Emil.

Jo jo, tro mig der skriger en stemme inden i mig. Den sprudler med fnys om ”uretfærdighed” men vil jeg have et liv sammen med Lars, kommer jeg ingen vegne før jeg acceptere. Lærer jeg ikke at acceptere, kan jeg bruge alt min tid på at have ondt af mig selv og synes alting er hårdt. Jeg vil ikke mærke alt det gode eller føle de lettende stunder der kommer.

Så kan jeg vælge IKKE at acceptere men det vil betyde at Lars og jeg ikke kan være kærester. Det mærkede jeg jo helt tydeligt i går, hvor min mangel på accept simpelthen gjorde det umuligt for mig at fungere med ham.

Måske ville det være ”helt ok” ikke at kunne acceptere det her, men jeg tror jeg vælger at gøre det alligevel. Jeg har en fornemmelse om, at det vil gøre tingene lettere for mig.

Mest af alt ønsker jeg at det vil kunne fjerne den smerte jeg går og føler inden i. Den smadrer mig og jeg vil have det GODT for helvede! Jeg vil nyde min lille dreng og ikke bruge så mange kræfter på at fokusere på alt det hårde. Jo for helvede det er hårdt at passe en lille baby 24 timer i døgnet men for helvede altså…det er da også det mest vidunderlige ik? Han er jo min lille dreng og en million vilde heste kunne sgu ikke forhindre mig i at gøre det.

Det er hårdt men så er det altså heller ikke værre.