Jeg har lige været på gåtur i regnen. Det er fedt med al den luftning jeg får nu. Lille fis sover bedst udenfor så derfor vil jeg ud mindst én gang hver dag.

Tingene herhjemme? Den værste frygt…den bange anelse…de gruefulde tanker, er vist alle sammen blevet indløst.
L kom hjem og halvanden døgns tid efter, gik han ned med flaget – akkurat som han har gjort så mange gange før.

Troede jeg det ville ændre sig, nu hvor vi havde fået et barn? Ja! Det gjorde jeg vist. Jeg tænkte at der nu ville være langt andre vigtige ting at kæmpe for, langt flere grunde til at holde sig oven vande og måske endda en lettelse i ikke at skulle få alting til at dreje sig om os selv.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke. Det var så tydeligt at den lille kunne mærke stemningen i går. Han var urolig og ked af det. Sådan en lille en har meget fine sensorer og der er kontant afregning med det samme, hvis han mærker noget skævt.

L har ligget i sengen i nærmest 2 dage. Han har vist hverken spist eller haft nogen kontakt med nogen som helst. Jamen jeg har prøvet, som jeg altid gør. Forsøgt at lirke ham lidt op, få ham til at tale om hvad der sker inden i ham og i det hele taget prøvet. Men det går ikke. Som sagt, jeg ved ikke hvad jeg skal tænke. Jeg må forhindre mere af det her. Jeg kan hverken byde vores dreng og heller ej mig selv. Jeg skal være så meget på overfor ham den lille og hvis jeg lader mig påvirke, som jeg altid gør af L, så kan jeg ikke være der for ham. Han vil kunne mærke min bedrøvelse.

Men det er så hårdt at se L så ked af det. Han lider jo helt vildt…men jeg kan intet stille op. Jeg veksler mellem at få det så dårligt på hans vegne og blive skide vred over hvordan faen han kan lade sig selv synke så langt ned. Kan han for helvede ikke se alt det gode??? Alt omkring ham ER godt – det siger han selv, men hans hoved lader til at søge efter alt som kan få ham til at lide.

Må ind…