Klokken er mange og jeg er blevet proppet med beroligende medicin, så jeg orker ikke en detaljeret beskrivelse af hvad der er sket.

Hele dagen gik fint. Jeg stod op til en fornuftig tid, spiste sundt, havde en af mine mange favorit pædagoger til bostøtte og jeg fik købt den sidste julegave og gaver til julefrokosten i morgen.

Kl 18. Ædeflip
Kl 19. Vasker bræk af ansiget og føler sådan en lede ved at se mig selv i spejlet, at jeg skærer mig. Såret var ikke særlig dybt, men det gabte temmelig meget. Ringede efter en pædagog. De sidste to gange dette er sket har jeg været på skadestuen (blev selvfølgelig ikke syet, jævnfør tidligere indlæg). Hun mente, at vi godt selv kunne lappe mig sammen, men det gik ikke særlig godt, såret gaber stadig et par milimeter. Af uransagelige årsager spillede jeg totalt overskudsagtig, så hun spurgte hverken hvordan jeg havde det, eller hvorfor jeg havde gjort det.
Kl 20. Julehygge i fællesstuen. Jeg var stadig overskudsagtig, og lod som om jeg ikke blev jaloux over at den anden selvskadende pige bliver syet (ved egentlig godt at hendes sår er dybere, længere og seriøse).
Kl 22. Tilbage i min lejlighed. Kunne ikke længere holde facaden. Prøvede at læse mig fra uroen.
Kl 00.30. Kunne ikke holde det ud, så jeg skar mig igen. Nattevagten kom ned, og kun fordi de sidste strips var blevet brugt ringede hun til skadestuen. Skadestuen havde travlt og sagde at den sag måtte vi selv klare. Det tog tre kvarter før såret holdt op med at bløde og så måtte vi tage en taxa ned på døgnapoteket og købe strips. 87 kr for 6 stk. Nattevagten ville egentlig gerne snakke med mig men jeg klappede i som en østers og brugte alle mine kræfter på ikke at tude.

Når man opfører sig så tåbeligt som mig, har man ikke engang lov til at have medlidenhed med sig selv.

F*** jeg savner Zeldox (anti-psykotika). Jeg er ikke spor psykotisk, men de gjorde at jeg næsten kunne holde ud at være mig en hel dag. Hvorfor skulle de også tages fra mig bare fordi de virkede, det giver jo ingen mening.