Man tror det er løgn, men det forholder sig således:

At blive udskrevet fra hospitalet samtidig med at jeg flyttede til Randers var en stor omvæltning for mig. Alt omkring mig var nyt, og jeg havde pludselig fået en hel masse frihed som jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op med. Jeg konstant en vis grad af angst, hvilket resulterede i at jeg havde ædeflip og kastede op op til fire gange dagligt. Jeg tvang mig selv til ikke at skjule det over for min kontaktpædagog selvom det var pinligt at indrømme.

Da det stod klart at jeg fik det værre og værre, aftalte min kontaktpædagog et møde med min læge. Selvom det egentlig var hendes fridag mødte hun ind, så hun kunne komme med mig. Jeg ville meget gerne tilbage på Zeldox, som egentlig er anti-psykotisk medicin, men som også virker beroligende. Jeg har prøvet det før med gode resultater.

Min læge virkede ligeglad med mig. Jeg gik helt i sort, kunne ikke tale eller bare bevæge mig en lille smule, det er ellers længe siden det er sket for mig sidst. Han sagde, at Aspergers ikke kan medicineres væk, som om Aspergers er mit eneste problem. Han syntes det var helt i orden at jeg var nød til at tage tre gange den anbefalede dosis Alopam, selvom bezodiazepiner er ekstremt vanedannende. Altså ville han ikke udskrive en recept.

Ude på trappeopgangen brød jeg hulkende sammen og min kontaktpædagog måttet holde om mig i et par minutter, før jeg faldt til ro. En børnefamilie gik forbi og stirrede undrende på os, men for en gangs skyld var jeg ligeglad.

Min kontaktpædagog brugte de næste par timer på at ringe rundt til bla min gamle afdeling og fik overlægen der til at ringe til min læge, der til sidst gav sig og skrev en recept.

Jeg har nu været på Zeldox i 20 dage, og selvom det ikke er et mirakelmiddel, så virker det ganske godt. Jeg har stadig ædeflip en gang imellem, men nu kun et par gange om ugen. Jeg får stadig angstanfald, men det er ikke 24 timer i døgnet 7 dage om ugen.