Den hoste her, den tager livet af mig. Jeg hoster så man skulle tro jeg levede på bunden af engelsk kulmine fra 1800-tallet. Men det gør jeg også rent mentalt from time to time. Håber snart der er lys for enden af luftrøret.

Nej, jeg er da ikke deprimeret. Det er jeg da ikke. Nej. NEJ! Men nogle gange lukker jeg øjnene, og tror jeg er. Synes alt ser så sort ud. Lige meget hvad for en tast jeg trykker på er det et spørgsmålstegn. Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvor bor jeg? Hvad kan jeg? Hvad skal der blive af mig? Hvem kender jeg? Hvem kender mig? Og den her isnende kulde siver ind i mine tæer og videre op i mine ankler. Fryser mig så jeg bliver immobil. Jeg kæmper for at komme fri, håber tilsidst bare at jeg knækker af ved fødderne, så resten af mig kan evaporere ud i den tågede smog-grå intethed.

Fra det dybe eksistentielle shit til chick-lit:
Paradoksalt: Jeg er her. I London. Det er en stor by. Jeg kender ingen. Og alligevel, når alt kommer til alt, tror jeg faktisk at jeg føler mig mindre ensom her end i DK. Måske er det bare The Shock of the New-effekten. Måske er det bare, at jo større en by, jo mere udbredt en single-kultur. Man føler sig ikke som en taber-freak her, fordi man er 32 og endnu ikke har bygget et helt liguster-korthus. Det er ok at være langt op i trediverne og bo i bofælleskab. At gå ud hver aften. Og købe små mikroovnsfærdigretter. Det er OK. Jeg vil gerne blive. Men jeg kan ikke finde ud af, om det er fordi alternativet er værre.

Banker-boy har sms'et. Gider ikke se ham mere. Har en mistanke om at O'm er begyndt at flirte. Han smyger sig omkring mig hele tiden. Ligesom de to katte, Django og Missen. Jeg kan ikke lide katte. Ligeså lidt som jeg kan lide Hobbitagtige Mænd Med Tvivlsom Hygiejne. Det er typisk. Django og Missen kan ikke lide nogen. De er vildkatte og flyr så snart nogen træder ind i køkkenet. Men de har varmet op til mig... måske har det noget med at gøre at jeg ofte fodrer dem, fordi jeg er den første i køkkenet om morgenen. Og sikkert også min (i forhold til andre i huset) rolige adfærd. De har luret mig, de har regnet ud at jeg ikke er en fyrrig irsk fashionista, eller en fedtet britisk weed-smokin' rock'n'roll dude.

Missen smyger sig omkring mig om morgenen, og hvis den ikke bliver kløet, er den begyndt at hoppe op på bordet og bepote... (er det et ord, det er det nu) den bepoter min laptop! indtil jeg klør den lidt i pelsen. Og når jeg gør det lyder den nærmest som en elektrisk tandbørste på high speed. Den savler også. Adr. Jeg kan ikke lide katte, men jeg kan faktisk meget bedre lide dyr end mennesker så jeg er blødt ret meget op overfor de to baryler.

A&D turtelduerne (nu sagde jeg lige at jeg kunne lide dyr!?) irriterer mig i stigende grad. Især deres kysseri. Jeg får total gøjseren over deres smaskede smækkys... og det irriterer mig især når det er i køkkenet og det er i forbindelse med et måltid. Men nogle gange er jeg også bare en sur gammel mand. Har overvejet at starte kommunikationsbureauet Sure Opstød A/S. En datterselskab kunne være Skadefro ApS.