Jeg ligger på mit stuegulv med et stort stykke A0 karton under mig. De kniber øjnene sammen, de mænd jeg tegner. De ser kun den film, som afspiller sig bag deres øjnes låg. Hvert pennestrøg er som et enkelt græsstrå på en prærie. Jeg hører altid jazz, når jeg skraverer. Ikke nødvendigvis sådan noget stressende jazz. I aften var det Jan Johansson, som jazzede sig igennem svenske viser og salmer. Det er ligesom mørkt og melankolsk, på en rar måde, lidt ligesom mine tegninger.

Jeg skraverer i halvfems graders vinkler. Så horisontalt og vertikalt. Hvis jeg vil have endnu mere mørke og dybde, skraverer jeg i en fladere skæv vinkel. Farten styrer også mørket. Sætter jeg farten ned, flyder der mere blæk ud og stregen bliver tykkere og tættere. Sætter jeg farten op, bliver stregerne tynde, og næsten helt usynlige hen over midten, fordi bestemtheden i afsættet og afslutningen definerer bevægelsen.

I går var jeg i bio med Hvide. Vi så Woodys Blue Jasmine.

Vi står i køen til popcorn og sodavand og kigger på ekspedienter, der skovler majs ind i maskinen. Jeg har lige set en dokumentar om de der forretningsmodeller bag supersize-madmenuer. Det er pisse klamt og vulgært, fortæller jeg, mens jeg roder rundt i tasken efter min pung. Det der med at man får følelsen af at have sparet penge, jo større menu man køber, og at man efterfølgende så også æder mere. Hvide griner og siger, ja, hellere skide det ud, end smide det ud. Vi griner til hinanden på en måde, der gør det indforstået, at det jo mest er amerikanere der fylder mere en ét flysæde, som vader i den fælde.

Vi vil egentlig bare have noget at drikke med ind i bioen. Men jo tættere vi er kommet på skranken jo mere fristende dufter de poppede majs. Ska vi ha' en lille popkorn med ind?, prøver jeg. Den er Hvide straks med på. En lille Coke Zero, en lille Fanta og en lille popkorn. Ekspedienten kigger på os som om vi er hjernedøde og siger: Så kan I ligeså godt købe en menu og få to små sodavand og en STOR popcorn. Jeg gir', siger Hvide og hiver kortet gennem maskinen. Da jeg står med den store spand popkorn griner vi dumt til hinanden. Hvordan fanden er det muligt med begge fødder at vade ned i en fælde, man lige har beskrevet et indgående kendskab til? Heldigvis lykkedes det os kun at kradse lidt i overfladen på den store spand med saltede popkorn. Men en tom spand havde også været indbegrebet af dobbeltironi.

Hvide var lidt skuffet. Hun havde høje forventninger til Blue Jasmine. Jeg havde ikke rigtig nogen. Humoren var fin, Cate var god. Økonomisk deroute. Uvilligheden til at se realiteterne i øjnene. Snobberi. Silkebluser med parabolstore svedpletter. Minder det mig om noget? Ja! Familien Titanic - sejlende på en sø af prozac og rødvin, altid på udkig efter et nyt isbjerg. For one. Child King. Another. Patologisk løgner og sociopat. Og ham gik snakken på efterfølgende. Hvide har pt en af slagsen i terapi. En Anna Castberg-type, som har lavet det hele. Fået et job, han ikke er kvalificeret til, ved at fifle med eksamensbeviser og CV. Har gang i fem til seks forhold på én gang. Har forsøgt at begå selvmord et par gange, fordi løgnene er blevet for omfattende og indviklede, og fordi han dybest set er ved at gå under over presset for at leve op til de forventninger, han selv har skabt omkring sin person. Hun er spændt på, om hun overhovedet kan hjælpe ham. På, hvor dybt hans ønske om hjælp egentlig går.

Jeg synes altid det er spændende at høre om Hvides klienter. Løgnere er interessante. Dem der lyves for, næsten endnu mere. Den patologiske løgner lyver uden at blinke. Og verden vil bedrages. Jeg har selv været gift med et præmieeksemplar, og jeg skammer mig over min egen naivitet, over min egen evne til at se, det jeg ville se. Jeg kom dog heldigvis videre med skindet i behold. Men det er måske først nu, jeg forstår hvor dyre de lærepenge egentlig var.