Det er sikkert fint, at man i perioder af sit liv er fuldt optaget af noget bestemt, og jeg sidder da også lige nu i en konsekvens jeg valgte for ca. 1 år og 5 måneder siden.

Men jeg kan mærke savnet til skriveriet.
Dog tror jeg ikke at min dertilindrettede øverste beboer har et maksimum af informationer og jeg vil ikke fylde den trange plads med informationer, som jeg ikke skal bruge i denne sammenhæng.

Men jeg savner fordybelse, fordi jeg har LYST til den. Ikke fordi jeg er tvunget til at lære noget, som i for sig er meget spændende, men som jeg ikke ville bruge så meget tid på, hvis ikke jeg skulle op og bedømmes af Lucifers talrække.
Og det er her kontrollen forsvinder.
Og det er her jeg bliver sat tilbage.

Jeg trøster mig med at om 2 måneder, kan jeg falde tilbage til min dejlige hobby, som jeg nu da har erkendt, er så stor en del af mig, at jeg savner den, som en god ven jeg ikke har set længe.

Men jeg er også lidt bitter på mig selv, at jeg ikke så denne konsekvens. Jeg tænkte ikke over det.
Havde glemt de frygtelige dage, hvor bøger og notater flokkes om at kravle ind i mit hoved, flokkes om pladsen.
måske skulle jeg huske mig selv på tilfredsheden og lettelsen efter "den store prøve", men her kommer min utålmodighed bragende ind på en kæmpe Harley, forurenende, og råber gennem støjen " Kom nu, moster, lad os så få det overstået så vi kan komme videre med livet!"

Ha..ha...hold kæft hvor er man dog dum engangimellem, men jeg føler at jeg glemmer at tænke.
det skal også holdes ved lige.

Jeg glæder mig til d. 11 marts, fordi så skal jeg sidde i et hjørne med en iskold pilsner, så kold at der er isperler på, og bare smile.....bare smile....