Hey dagbog, - jeg lever mit liv på trods..på trods af min fortid, på trods af at jeg græder indvendigt lige nu..på trods af at ingen elsker mig, og alle odds siger at jeg altid vil være alene..manden som ingen så, eller valgte at overse..selv om jeg engang imellem skriver digte til dem jeg har elsket igennem tiderne. Alle odds siger, at jeg aldrig finder en..på trods af det eksistere jeg, som en ensom vandre..eller som en gæst der sidder med ved bordet, men ingen rigtig snakker med andet end når de forbarmer sig over ham..men han skal være der, for er han ikke det..så er alle der ikke..

Jeg ville ønske jeg kunne forsvinde til et andet sted..mit liv her er bare ikke det jeg ønsker mig. Men nej, jeg gør det ikke fordi mine forpligtelser overfor mine forældre er for meget for mig at slæbe rundt på, hvis jeg ikke var der..

Jeg er bare så trist nu, - when the face cryes, but not the eyes. I am always sighing , inside iam slowly dying...when iam alone i cry, ask my god "if" and "why"...where is my bliss, my girl to kiss. I die if I wont, i die if i dont, i die if i try, and cry at goodbye. Just give me a dance, one meagerly chance. No one that stole, the love in soul.