Livet leves og hverdagen bekæmpes med hverdagens nu tilhørende opgaver i store og små udfordringer, dog ikke alle falder ud med lykke og gejst. Andre bringer smilet frem og glædens rus skyller frem i alle blodets baner.

Alle kender den knude der kan vokse i maven, når man inderst godt ved, at det er på tide at skride til handling. Nogle gange lukker man øjnene og håber inderst inde, at det hele falder på plads af sig selv og man derved ikke skal forholde sig til det mere. Men sådan er det bare ikke, intet forsvinder af sig selv, intet!

Vi bliver nød til at tage ansvar og handle på det vi kan mærke, ellers er der jo ingen grund til at det dukker op. Sådanne følelse har jeg!

Erkendelsen er bare ikke så nemt at forhandle med, så kroppen springer frem med alverdens symptomer for at fortælle, at vejen skal ændres. skæbne sparker også på bagi og lægger konkrete beviser på bordet, som skal tages stilling til og bringer en videre i livets skolegang!

Muligheder dukker op og viser kun deres første udspring af drømme, der kan blive til virkelighed. Hvis bare... er det inderste ønske, hvis bare... Jamen så hvorfor ikke!

Mulighederne ligger lige for døren og det er bare et spørgsmål om at takle dem oprigtigt, hvilket jeg lige fortiden godt ved ikke er helt reelle, men jeg prøver. Jeg prøver det bedste jeg kan, for samtidig at være den der går stille med dørene. Ærlighed er den længste line at trække og lige nu må jeg afvente og høre kroppens signaler, følge min mave fornemmelse og tiden denne uge går langsomt.

Langsomt er også godt, ting tager tid og til den tid når tiden er, er sikkert helt rigtig!