Felix Hannibal von Fyrfax sidder i en lysekrone og føler sig temmelig omtumlet. Han er nemlig lige fløjet herop og stakkels von Fyrfax er aldeles ikke vant til at flyve.
Arrigt glor han ned på den bananskræl, som den tåbelige opfinder P. Rofit har kylet fra sig på gulvet. Hvor pinligt at glide i sådan en, når man er lige ved at nå sit mål, knurrer stakkels von Fyrfax lavmælt, og kun til sig selv.
Så knubber han sit knæ. Det gør nemlig lidt ondt, fordi han vistnok ramte den pokkers opfinder. Mon det også gør ondt på Lima?
Manden står sammenkrøllet og peger på noget, mens han gisper.
Von Fyrfax får hurtigt øje på en glimtende bold, der hopper og ned, mens den udsender stråler, der skaber morsomme billeder i hurtig rækkefølge; skov, blomst, sky, grinende baby...
"Min dejlige drømmekugle," jamrer Rofit, "som kan produceres i milliarder af eksemplarer, og holde i liv i hundredevis af fabrikker med høje skorstene. Den må ikke gå tabt!"
Von Fyrfax kaster et blik hen i en krog af mødesalen. En masse folk er klar til at sætte drømmekuglen i masseproduktion, men henne i krogen er der anbragt en bombe og det er meningen han skal antænde den. Chefen er nemlig træt af al den snak om at redde Jorden fra en klimakatastrofe.
Von Fyrfax er blevet udkommanderet til at tilintetgøre hele Jordkloden, for chefen vil ikke risikere, at de der klimafantaster redder den. Von Fyrfax er nu helst fri, for han brænder nemlig selv op, når han har antændt bomben.Ganske vist ryger han så lige lukt hjem i Helvede igen, men der mangler et eller andet dernede.
Skov - blomst -sky - et barn der ler ...snurrer det i hovedet på dæmonen Felix Hannibal von Fyrfax, der uheldigvis er gledet i en bananskræl og har fået en fornemelse af at kunne flyve og overskue verdens begivenheder.
Nu gider han ikke sidde i den lysekrone mere. .
Så svæver og ser sig om efter et godt sted at lande.
Hans fod støder mod noget. Alt eksploderer omkring ham.
Dumme, åndsvage, latterlige drømmekugle, når Felix Hannibal von Fyrfax at tænke.
Så bliver der mørkt.
Alt er slut, tror han.
Men en stråle af lys trænger ind. Han slår øjnene op og stirrer fra en hvid blomst til trækronerne over sig. Højere oppe hvide lammeskyer.
En lille dæmonpige ler:
"Se far, se den fine blomst."