Den lille Volvo kørte hen af den asfalterede vej. Mig på bagsædet. Lillesøster ved min side. Mor på forsædet. Vejen lå lige ud mod en sø, der fortsatte de næste femten kilometer. Det vidste jeg, for den her vej havde vi kørt mange gange, når vi skulle ud til morfar og mormor. De boede i et lille hus på toppen af en skovbeklædt bakke. Et hyggeligt sted. Men det kunne man vist ikke sige, om den vej, vi kørte på. Skyerne grad, og en heftig storm var under opsejling. Alligevel sad vi forholdsvis roligt i bilen, tryg over, at det var mor, der sad ved rattet.
I den modsatte kørebane nærmede der sig pludselig en bil. Hvorfor bemærkede jeg det? Fordi der pludselig var noget i mit sind, der signalerede en advarsel, men jeg forstod intet. Hvorfor var jeg så urolig? Der var jo intet at være bange f...!
Et glat sted på vejen og et uventet vindstød resulterede i, at vores bil slingrede ind på modsatte kørebane... En kollision mellem to biler.
På ingen tid var vandet pludselig omkring os. Trængte ind i bilen. Jeg kunne høre mors stemme, men den var så skinger og hjælpeløs, at den hurtig blev opslugt af lyden af vandet, der fossede igennem en flækket forrude. Jeg sad som lammet, mens tingene hurtigt udartede sig omkring mig. Det gik op for mig, at det her indbefattede kræfter, intet menneske kunne stille sig noget op imod.
Foran kunne jeg høre, at min mor tog sin telefon, der ringede.
Lyden af nogen, der forsøgte på at åbne sidedøren, lød svagt i den kolossale larm fra vandet. Det gik op for mig, at en mand prøvede på at hjælpe os med at komme ud. Uden nogen form for eftertanke åbnede jeg døren, og i det samme lukkede vandet sig om mig, mens et par varme hænder snoede sig om mit liv.
I halv bevidsthed skreg jeg, at han skulle hjælpe min søster og mor, men skreget blev bare til et par opstigende bobler i vandet, og jeg fik vand i lungerne og hostede og skreg, men her, under vandet, kunne intet høres.
Førstehjælp... Ambulance... Stemmer... Hospital... Mørke... Lys... Silentium...