Første del

Opgavebeskrivelse

Øvelsen går ud på at skrive første del af en kort historie, som er opdelt i to skriveøvelser. Du skal dermed allerede nu tænke over en eventuel overordnet handling, som først afsluttes i næste skriveøvelse "Sidste del". Læg vægt på at få delt historien på et oplagt sted i handlingens forløb. Du bestemmer helt selv handlingen i historien, men den skal inkludere en hovedperson. Det er oplagt eventuelt at benytte en såkaldt cliffhanger i "Første del", for at fastholde læserens opmærksomhed.

"Nogle gange, ikk'... Der har jeg det som om jeg står på et skib, midt ude på havet. Bølgerne går så højt, at skibet hele tiden er lige ved at kæntre, og dér står jeg og kan ikke røre mig ud af stedet. Sådan har jeg det. Lige nu. Ved du hvordan det er, at have det sådan?" Han kigger på mig med en ubestemmelig mine, men øjnene... Jeg har aldrig set det blik før. "Selvfølgelig ved du ikke, hvordan det er. Hvordan skulle du? Du har sgu haft det så nemt. Og så sidder du hér og tror du kan få mig til et eller andet, som jeg ikke har lyst til, men ved du hvad? Det kan du ikke."

Nu smiler du. Blikket er det samme, dine hænder fumler stadig med nøglerne, og du smiler. Hele min krop føles som naglet til stedet, jeg havde ikke set det her komme. Vi skulle bare have hygget os, måske set eller andet. Eller du ville have sat dig til at spille og jeg ville gå i seng og savne dig. Men pludselig tog du jakken på og hev mine nøgler ned fra hylden, svarede mig ikke da jeg spurgte, hvor du skulle hen. "Jeg er virkelig træt, altså. Træt af dig, der hele tiden er på nakken af mig, træt af denne her lille lejlighed i en dødssyg by, hvor der aldrig er en skid at lave." Du er vred, men der er intet, der afslører dig, udover blikket. Din stemme er så lav, dine bevægelser helt rolige, og smilet... Hvordan kan du smile? Jeg prøver at tænke mig frem til et svar, som du rent faktisk kan bruge til noget, som ikke vil gøre dig mere vred end du er i forvejen. Men de ord, der kommer ud af din mund, virker så absurde. Og dit blik... Jeg har aldrig følt mig så fremmed før. "Nå", hører jeg dig sige, efter hvad der virker som en evighed. Nu i et helt andet toneleje, som om intet var hændt, som om du pludselig igen kunne finde på at kalde mig dit livs kærlighed. "Jeg tror jeg vil gå en tur." Og så smiler du til mig, sådan helt bevidst, så jeg kan smile tilbage og spørge, om du vil have mig med. "Nej, bliv her. Jeg kommer snart tilbage. Jeg skal bare have lidt luft." Du rykker forsigtigt stolen ind, da du har rejst dig, og siger jeg bare kan ringe, hvis der bliver noget. Så går du, og lige idet du har lukket døren bag dig, vågner Baby op og begynder at klynke.

Skriv kommentar

Besvarelsen Københavneren er publiceret 19/07-2023 09:41 af Tine Eslander (Tegnerinden) under skriveøvelsen Første del.
Version 1 - 19/07-2023 09:41
Besvarelsen er på 434 ord og lix-tallet er 17.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

11 måneder, 10 dage siden
#1 Sys Høj (Forårsglad)
Det ef godt skrevet og de forhold og små børn kræver sit og minder mig om min eks mand jeg gik fra helt tilbage i 98, da jeg langt om længe fattede hvad han var for en lort. I din lille historie er der håb hvis og så fremt :)
11 måneder, 10 dage siden
9 måneder, 24 dage siden
#2 Ansu
Hej Tine!

Åh jeg håber at du en dag fortsætter historien her, hvis intentionen selvfølgelig er at skrive 2. del af øvelsen også. For som før beskriver du så levende en scene at man næsten kan lugte havet, høre "skibskahytten" og ænse den kommende storm.

Også hovedpersonens kyniske, desperate og sorgfulde stemningsleje er til at føle, ligesom dynamikken imellem HP og den anden person er det; hvordan de er endt inde i hovederne på hinanden (eller i hvert fald HP), og går hinanden på nerverne, med en tredje faktor kommende i spil til sidst i form af klynkende baby.

Altså misforstå mig ikke, det føles som starten på en gyser, eller en tragedie, eller endda en sort komedie; som med andet læst af dig er det næsten umuligt at indkapsle til én genre, og man får lyst til at læse videre fordi at der skabes en fornemmelse undervejs, næsten fra start, af at noget uforudsigeligt vil ske, men at der er en punchline på vej, en vision af forfatteren.

Lige i denne tekstøvelse føles det dog som en bold der kastes højt men ikke gribes - den forfærdelige afslutning, med definitionen af gråd som klynken (i min verden et voldsomt negativt ladet ord), ville selv i et kapitel af en bog føles som en afslutning, en teaser, der hurtigt skal følges op på, eller omskrives til at være mere balanceret og afrundet til sidst, muligvis blot med et par ekstra ord der krøller en hale på kapitlet; f. eks. "..., vågner Baby op og begynder at klynke. Klynke præcis som ham/hende/en svensker/fynbo/jyde" (jf. titlen). Sagt på en anden måde afslutte med et navneord, fremfor et udsagnsord, vistnok - grammatik er ikke min stærke side.

Teksten er selvfølgelig blot en øvelse, men det føles som en spændende historie under udvikling, og der er ikke en finger at sætte på sproget, på den jargon-introducerende indledning eller på handlingen undervejs. Desuden tolker jeg at emnet er fødselsdepression, hvilket jeg har læst tit og ofte at der VIRKELIG mangler litteratur omkring, såvel som bredere forståelse af og respekt for. Tak for at dele herinde :-)

Kh Ansu
9 måneder, 24 dage siden