Barak sparkede dørene op og stormede ind i den oplyste sal, hvor farverige banner hang fra loftet. Den enøjede jarl sad på sin sorte trone og hævede et kornfarvet øjenbryn ved synet af den robuste mand foran ham, hvis grønne øjne glødede. "Er rygterne sande, Eleasar?" Spurgte Barak og pustede en sort lok væk fra sit åsyn. "Har du foræret Stødtænderne mere land?" Jarlen nikkede og svarede: "Det er korrekt." Kaptajnen skar tænder og slog ud med hænderne. "Vi kan ikke tillade dæmonerne at vokse i stýrke. Vi må slog til nu, før de angriber." Jarlen rejste sig brat op. "Det kan der ikke være tale om, Kaptajn. Krigen er ovre - der bliver ikke flere blodudgydelser. Lad freden herske i stedet!"

Barak gik op af trinene til tronen og mødte hans vens blik. "Hvor mange flere søskende, brødre, fædre og mødre skal vi miste før du kommer til fornuft?" Hvæsede han. "Har du allerede glemt dine søstres skrig, da uhyrerne voldtog dem?" Kaptajnen tav i det hans ansigt fortrak sig i vrede, da han så et hus blive opslugt af flammer, mens dets beboer forgæves kæmpede for at komme ud. Hans hånd søgte ned til sværdet ved bæltet, da han hørte deres latter. Jarlens stemme hev ham tilbage til nutiden i det han placerde en hånd på kaptajnens skulder. "Det er forkert at bebrejde et helt folk for nogle enkle individers gerninger." Barak slog hans hånd til side og vendte ryggen til ham, da han hastede ud af huset.

Noget måtte der gøres, tænkte kaptajnen, da han gik gennem de snævre gader, som var belagt med flade sten i indviklede mønstre. Træhusene var bygget tæt op af hinanden i det en grå røg steg op fra skorstenene fra høtagene. Barak betragtede kasernen foran ham i form af et stort hus, hvor en lang række af heste stod udenfor bundet fast til fortøjringspælene. Alles øjne hvilede på ham, da han trådte ind i stuen oplyst af den flammende kamin. "Er jarlen med os?" Spurgte en soldat ham klædt i kappe og ringbrynje, som alle andre i rummet.

Kaptajnen rystede på hovedet og trak en hånd gennem sit sorte fuldskæg med de grå spidser. "Han ville ikke lytte til mig. Så lad os gøre det han ikke vil. Lad os drive disse bæster bort og tilbage til Nainngård's flammer, hvor de hører hjemme!" Barak trak sit korte bredsværd op fra skeden og marcherede ud af huset for at springe op på en hest. Folk sprang til siden, da de galopperede gennem byen over grønne bakker og forbi blomstrende skove.

Hesten vrinskede og rejste sig på bagbenene, da Kaptajn Barak pegede på den lille landsby med sit korte bredsværd. "Til angreb!"