”Far… Hvorfor skændes mor og jeg altid?” spurgte hun stille.
Hendes far så kort væk fra vejen og over på sin unge datter, der sad med et vemodigt blik.
”I minder vel for meget om hinanden skat”.
”Jamen, jeg kan ikke holde det ud længere far, det driver mig til vanvid”
”hmm kan du ikke bare undgå skænderierne så?”
Hans datter så vantro op på ham og himlede med øjnene.
”Du forstår virkelig ingenting far, hun søger jo decideret skænderierne. Du må lige vågne op”
”Jeg øhm.. Så galt kan det da ikke være?”
”JO far, og det har det været lige siden første gang, jeg sagde til dig at det bare var for meget. Du synes ikke det er underligt at taget er ved at flyve af huset nogle gange? Det er sgu da ikke normalt mand”
Hendes far så kort ned på rattet og fokuserede så igen på vejen.
”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige skat, hun er bare sådan temperamentsfuld du ved. Men du må ikke tage det så personligt”.
”IKKE TAGE DET PERSONLIGT?! Sig mig hvis fandens ord skulle man ellers tage personligt, hvis ikke ens egen mors?!”.
Stilheden var øredøvende nu. Hun anede kort et vildfarent blik i sin fars øjne.
”Hvorfor skal du altid sidde på hegnet far? Hvorfor kan du aldrig blande dig, det er jo for pokker også dit hjem.. din familie”.
”Skat jeg kan ikke, okay”.
”Hvad er det du er så skide bange for? Du har vel tanker, meninger og holdninger til sagen?”
”Jeg er ked af det okay, jeg skal nok..”
”Du skal nok hvad!? Du gør jo aldrig noget. Du siger aldrig noget når det først går løs. Skænderierne er jo komplet unødvendige og det ved du. Råben og skrigen på baggrund af en forkert sammenlagt trøje, nej hvad sker der lige?”
”Skat vil du ikke godt lade være, jeg har sagt jeg nok skal snakke med hende, okay”
”Ja det har du, men du snakker altid i stedet for at handle. Bare glem det, jeg klarer den selv. Som altid”.
Hun sad med hænderne overkors og sammenbidte læber. Han kunne ane de første tårer.
”Skat jeg…”
Stilhed.