"Længe leve Lilli".

Der var en generation af amerikanere, som plejede at sidde på deres veranda og nyde livet som det skete. Lilli er en, af de sidste levende medlemmer af den generation. Jeg Sidder på den veranda med hende. Hun spiste is fra en kaffekop, jeg stillede spørgsmål. Hun underholdt mig og jeg forsøgte at være så lidt af en forstyrrelse som muligt.
Jeg vil ikke lade som om vi havde en særlig dyb samtale, selvom jeg tror, at noget, der kommer ud af munden af en person, der er ældre end et århundrede, har en vis indre visdom til det.
Jeg spurgte Lilli, om hun havde en hemmelighed for at leve så længe.
"En hemmelighed? Nej, ingen hemmelighed, "sagde hun.

- "Bare leve livet." Dag for dag? Spurgte jeg.
Hun rystede på hovedet. " Vær glad. Gør ting som gør dig glad. Jeg elsker at snakke med mennesker. Elsker at gøre ting. Og jeg elsker at shoppe. Når først at jeg er uden at shoppe, så har jeg ikke lyst til at tage hjem igen" grinede Lilli. "
Alder, Det er jo bare et tal. 103 er bare et tal og jeg har altid været lykkelig, aldrig været ulykkelig.
Men man må "Tag det time for time, for ved 103 år, er dag for dag, for lang." sagde hun.
- Hvad er det sværeste ved at blive så gammel?
"Tænker aldrig på det. Jeg tror, at jeg har gjort alt hvad jeg kunne i min tid. Så længe at jeg kan hjælpe og blive ved, det er hovedsagen. Det er bare at blive ved." sagde hun
- Hvordan føles det at være den ældste og levende tilbage?
" Man savner folk. Og især når man lever mere end hundred år, så er de fleste af de jeg har kendt og min familie allerede døde. Men sådan er det jo"
- Du synes meget rolig og afslappet. Har du altid været på den måde?
"Nej ikke altid.. men i mange mange år var jeg alene" svarede Lilli, mens hun tog endnu en skefuld is fra koppen og kiggede tænkende op .
Lilli rokkede lidt frem og tilbage i gyngestolen og jeg kunne se at hun tænkte over et klogt svar.