”DSB er ikke, hvad det har været,” mumler manden, som sidder over for ham og betragter husene, som glider forbi.
Den anden hører det knapt, fordi han hører musik og viser øjensynlig heller ikke interesse for samtalen med manden.
”Nå,” mumler han. ”Hvad mener du da med det?”
”Rejsetiderne, rejsehastigheden... Der er ingen organisation og orden længere. Folk bruger DSB til at tage på arbejdet, men de holder jo ikke tidsplaner, så de kan komme til tiden.”
”Men sæderne er da meget gode, og så er der oplader,” indvender den anden.
”Men sæderne er meget gode,” gentager manden. ”Hvorfor tager vi toget? For at sidde i gode sæder, oplader mobiler, spille på computer og drikke utallige kander kaffe? Nej, tak! Jeg vil bare gerne på arbejde, men det forstår du jo ikke. Du er jo ikke afhængig af DSB som os narrøve, som stiger på de her lortevogne.”
”Narrøve er det rigtige ord...”
”Hvad siger du?!”
”Ik noget. Jeg sagde bare, at det ikke er så godt, de ikke holder – øh – tidsplanerne. Men du skal da være glad for, at der overhoved er toge, ellers ville du jo aldrig komme på arbejde, ik? Desuden er det ikke DSB’s skyld, at det sner så meget lige p.t.”
”DSB har ingen organisation,” fastslår manden. ”Derfor ved de aldrig, hvornår det sner og kan derfor ikke forberede sig, men det har du måske ikke forstand på?”
”Narrøv,” mumler den anden. ”Du er en narrøv. Hvis du kan gøre det bedre selv, så sut min p!k.”
”Din uforskammede møgunge!” råbte manden, og i det samme kommer kontrolløren:
”Jeg må bede dem om at dæmpe Dem, hr. Du forstyrrer de andre passagerer.”
”I kan sgu da bare overholde tiderne, mand!” råber han, og kontrolløren henter to mænd, som fører ham bort.
Narrøv, tænker den anden og smiler ondskabsfuldt til manden, der forsvinder i vogndøren.