Det lille skib bumpede gennem ormehullet. Kaptajnen og piloten diskuterede den bedste strategi for at finde Jake. Kaptajn Sisko havde nægtet at lade nogen andre ledende officerer bruge tid på at finde hans søn, der endnu en gang var på afveje. Til gengæld var det her en god træningsmission for Chris, og hun var glad gået med til at være observatør. Så nu sad hun her på bagsædet og -- observerede.
Skibet gav et ekstra hårdt bump, og piloten undskyldte: det var som om der var ekstra mange hvirvler den dag.
Kaptajnen mumlede for sig selv: "Vi ved jo ikke en gang, om han bare er taget til det nærmeste solsystem, eller om han er taget længere væk. Hvor skal vi starte?"
"Anden stjerne til højre."
Sisko vendte sig med et ryk. "Hvad sagde De?"
Chris havde siddet med lukkede øjne, men spærrede dem nu op. "Det ved jeg ikke, hr. kaptajn!" Hun kiggede skeptisk ned i sin kaffekop. "Har de puttet noget i raktajinoen?"
De kom i det samme ud på den anden side af ormehullet. "Der er ikke noget i vejen for at vi starter der, hr. kaptajn. Jeg kan lægge et søgemønster ind, der har den stjerne som udgangspunkt. Det ene sted er lige så godt som det andet."
Kaptajnen tøvede et øjeblik, men besluttede sig så. "Meget vel." Piloten tastede programmet ind, og skibet gled i en blød kurve hen mod mønsterets første stjerne, warp 2.

Den unge, optimistiske læge gjorde sit bedste for at se alvorlig ud. "Jeg kan ikke se nogen fysisk eller fysiologisk årsag til, at De kan komme med sande profetier. På den anden side har ormehullet før lavet numre med vores begreb om tid. Måske så De blot en lille snip af fremtiden?"
Sisko -- både senior og junior -- så ikke helt tilfredse ud med den forklaring. Godt nok havde kaptajn Sisko selv oplevet at være i profetiernes vold, men han mente, at han var en af de ganske få, der havde adgang til den slags. Jake Sisko var på den anden side mest utilfreds med, at hans lille eventyr var blevet så kort, og han troede, at der var nogen, der havde sladret til fændrik Chris Anderson.
Men Chris havde ikke øje for dem. "Kommer det til at ske igen?"
Lægen smilede. "Jeg kan ikke love det kommer til at gentage sig. Jeg kan heller ikke love det kun skete en enkelt gang. Måske har den forhøjede neutrino-stråling i ormehullet sat en proces i gang, der ikke er sådan til at stoppe. Vi må se tiden an."
Chris var heller ikke tilfreds. Men det lod til hun ikke kunne få en bedre besked. I dag.