Elizabeth tog en slurk af tekoppen og sukkede tungt. Fra den lille beværtning var der en smuk udsigt over Genevesøen og de schweiziske alper. Små pyntelige flager af is drev om på vandet og bjergene var dækket af jomfruelig hvid sne, men det var svært at nyde sceneriet. Det var ikke dette, hun havde håbet på, da hendes rige og forkælede lillesøster havde tilbudt hende en "pragtfuld ferierejse" i januar. Elizabeth havde forestillet sig, at de to søstre skulle spadsere lange ture, tale om hver deres triste kærlighedsliv, gå til klassiske koncerter og drikke te ud på eftermiddagen.
Og nu dette: Lillesøsterens kæphøje svoger og hans vulgære elskerinde var det eneste selskab hun havde denne eftermiddag. De to sad på den anden side af bordet og fnisede indforstået, berusede af en flaske champagne Jørgen havde spenderet. Det var ellers begyndt så godt. De havde alle sammen taget Ernsts bil fra alpehytten ind til byen, og Ernst havde skaffet dem gratis entre på et par kunstmuseer. Men allerede inden frokosten havde Elizabeth følt sig alene, de andre grupperede sig i par, Jørgen og Gitte, Maude og Ernst. Og så Elisabeth som en slags ubekvemt femte hjul. Under frokosten havde Gitte forlangt østers, og det var pinligt for Elizabeth at se, hvordan Gitte slubrede ikke mindre end tretten stykker i sig og lod Jørgen betale for to dusin. Efter frokosten havde de løst billet til endnu et museum, men Maude og Ernst var forsvundet betænkeligt længe i en af korridorerne. Og så var det, at Ernst foreslog, at de skulle drikke eftermiddagskaffe på netop denne beværtning, der lå ganske tæt på et bestemt hotel, som udlejede værelser på timebasis.
Døren gik op og Maude kom ind, rød i kinderne og smilende. Hun satte sig ved siden af sin søster, rettede på sit hår og dyppede en af de nydelige småkager i teen. Jeg er hundesulten, bedyrede hun. Og så brød hun i latter: Ernst er som en kur! Nu har jeg sandelig fået appetitten igen.
Jørgen lavede en upassende vittighed, Gitte var efterhånden så fuld at hun var skeløjet, Maude skovlede småkager ind og Ernst var nu også dukket op og sad fornøjet og prikkede Maude i siden. Elizabeth følte tårerne presse sig på.
Og så var det kun gav sig selv et løfte: Så snart jeg kommer hjem, vil jeg telefonere Kresten!!!