Hun er nervøs. Meget nervøs. Endlig er der vil ikke noget, at være nervøs for. Det værste der kan ske er en dårlig placering. Men alligevel bobler nervøsiteten rundt i kroppen, fuldstændig som den gør hver eneste gang, et stævne nærmer sig. Det er en følelse hun i den grad hader. Hun har prøvet det så mange gange før, så at hun ikke bare kan slappe af og nyde det, det går hende virkelig på. Hun prøver altid at sige til sig selv, at det gælder ikke om at vinde, men om at være med og havde det sjovt. Men det er svært. For hun har altid været et rigtig konkurrence menneske, der hader at tabe, selv hvis det bare er et spil Ludo mod sin lillebror.
Hun vender sit blik op mod hylden. Hylden der hænger over hendes seng, er pyntet med diverse præmier, rosetter, diplommer, pokaler og billeder fra de mange forskellige stævner. Jo det er gået godt rigtig mange gange, og hun er enlig ret godt tilfreds med sin efterhånden ret enorme samling af præmier. Og hvorfor skulle det ikke også gå godt i dag, når det er gjort det så mange gange før? Hun kommer til at tænke på sommeren. Der skal være udvælgelse til det store landstævne. Hun håber så inderligt på, at hun bliver valgt. "Det gør du helt sikkert, du er den bedste" Får hun altid at vide af sin familie. Tja, det skal de vel sige, de er jo familie. Hun sukker og skubber Landstævnet fra sig. Nu gælder det dette stævne. Og hun må hellere se at få klædt om, og gjort Jack klar.
Hun trækker i de fine stævnebukser, tager stævne jakken og sikkerhedsvesten på, og går ud for at gøre sin sorte vallak klar.
Bare han springer godt i dag, tænker hun mens hun trasker over af mod stalden.