Nu skulle det være. Eller jeg blev tvunget af min tvillingebror og mine forældre for snart tre år siden. Tvunget til at gå igennen noget som kunne være et slaveliv, bare for at kunne tage en studenterhue på. Jeg vil slet ikke kunne bruge min viden til noget, når jeg kommer ud. Kommer ud og væk fra gymnasiet. Kommer væk fra det sted jeg har lidt i årevis. Så næsten hellere sidde i fængsel. Det ville sikkert være meget bedre. Der kunne jeg se tv dagen lang, ligge på en briks, og ellers spise, når det var muligt. Her kunne jeg også gøre hvad jeg mest af alt ville. Bare sidde ved computeren og lade ordene strømme gennem min krop og ud på skærmen. Mærke den skønne fornemmelse, når ordene ville ud af fingerspidserne. Det var drømmen. Det var det jeg havde tænkt. Men så er der lige dem jeg delte hus med. De tiggede mig om at søge ind på et gymnasie, så kunne jeg jo altid tage en anden uddannelse, hvis jeg fortrød det med skriveriet. Vel gjorde jeg da ej, jeg behøver knap tænke, når jeg skriver, det kommer bare af sig selv. Jeg skal bare beslutte mig for et emne, og så er det dét. Pærenemt. Ingen udfordringer. Pengene ville komme af sig selv. Komme af sig selv, hvis ellers nogen gad læse, hvad jeg skrev.

Alle os, der var parat til at blive studenter stod på scenen og kiggede stolt ned på alle dem der var mødt op. Jeg fremtvang et smil til min familie. De hujede og klappede som var jeg berømt. Alle smilede. Også alle os der stod heroppe og var begyndt at ryste af nerver. Ikke fordi der var en grund til det, vi gjorde det bare. For første gang havde jeg ikke fortrudt de tre år i mit liv på gymnasiet. Jeg følte mig glad og tilfreds, da jeg kunne få min hue på. Det hele handlede om os. Om mig. Fantastisk.