I hjertet af absolut ingenting, et sted mellem Ballerup og Frederikssund på S-togslinjen, står jeg hver dag af toget. Jeg er elektroniktester. Min chef indkøber støvede routere, ledninger og fjernbetjeninger og sælger det videre. Vi tjekker ind om morgenen og ud, når vi går hjem.

"Ingen skal betales for meget, og ingen skal betales for lidt," lyder min chefs mantra, når han opdager fejl i timesedlerne. Slaveliv, tænker jeg for mig selv, som jeg sidder og stikker den ene oplader efter den anden i stikdåsen på bordet. Jeg lytter med et halvt øre til min næsten døve kollega, der fortæller, at kommunen tror, hendes mand slår deres børn. Det tror hun ikke. Jeg nikker og siger, at selvfølgelig gør han ikke det, selvom jeg selv har delt samme mistanke til en anden kollega til julefrokosten en måned forinden.

Min mor ringede i sidste uge og sagde, at jeg burde komme mere ud af døren. Jeg sagde, at jeg da tager ud af døren hver dag for at tage på arbejde. Så sagde hun, at jeg kunne få mig en hobby. Ikke gå i stå. Hun foreslog mig, at jeg kunne begynde at sy. I går efter arbejdet steg jeg af toget et stop før mit eget og gik i Stof 2000. Jeg købte en rulle grøn bomuld og et måleskema, der kan hjælpe mig med at sy efter mine kropsmål.
Så nu, i dette dyste ingenmandsland, bærer jeg på en hemmelighed.

Jeg er på vej til at blive mere end elektroniktester. Jeg gør oprør, er rebel i den monotone hverdag. Sådan en, der kæmper mod systemer. Kæmper sig ud af den triste underklasse, der hverken er skabende eller mener noget om verden. En rappenskralde, ville min mormor kalde mig, og fortælle mig, at verden nu engang er, som den er. Så jeg stiller stofrullen i kosteskabet og tænder tv'et. Jeg ser et halvt afsnit af Robinson og tænker, at grøn alligevel ikke er min farve.