Jeg lå på asfalten, med hovedet nedad. Mit hoved dunkede som om der sad en muggen mand og hamrede på indersiden af mit kranie. Dunk-Dunk-Dunk. Men jeg ville ikke vise at jeg havde ondt.
"nååå, hvad skal vi så gøre med dværgen?" lød en hånlig stemme. De kaldte mig altid dværgen, fordi jeg var den laveste i klassen. En anden stemme svarede: "Vi kunne smide ham i søen?" Så grinte de alle tre, og hankede op i mig. Jeg kunne ikke svømme. Nu var jeg virkelig bange. Jeg råbte ting som: "Stop" og "la' vær'" og "slip mig", men lige meget hjalp det.

Vi stod foran søen, og jeg sprællede af alle livsens kræfter, men de var fuldstændig ligeglade. "Eeen... Too..." Sagde de, mens de svingede mig frem og tilbage. Tårerne strømmede ned af mine kinder, og jeg hulkede. Skulle jeg dø nu?
Men i sidste sekundt hørte jeg en stemme, som jeg på alle andre tidspunkter ville hade, men nu kunne lyde som en engels. "Hvad i al verden laver i her drenge?"
Hr. Eriksen. Sure, uvenlige, vrede, velsignede hr. Eriksen. Et øjeblik så drengene helt forfjamskede ud. Så slap de mig og løb af alle kræfter. Jeg lå på jorden med blod og tårer i ansigtet. "Jamen, knægt, du er jo helt våd i ansigtet. Hvad er der sket? Kom med op til mig og få et eller andet at drikke." Måske var hr.Eriksen ikke så slem endda.

Da hr. Eriksen, som faktisk var meget flink havde fået hele historien, og jeg havde fået noget at drikke, gik jeg hjem ad. Jeg var meget rystet, og kunne ikke helt stå på benene. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg stadig var i live, og om de tre drenge stod bag ved det næste gadehjørne. Da jeg skrånede igennem parken, for at komme hurtigere hjem, så jeg en bevægelse bag en busk. Jeg vende mig hurtigt om, gled, og skred ned i søens grumsede vand. Jeg nåede ikke at skrige, før min mund var blevet fyldt op med vand.