Jeg vågnede op med hovedet fuldt af kaos. Hovedpine og smerter i benet. Varm og blød seng. Jeg var på sygehuset. Jeg fik spørgsmål om hvad jeg hed og så videre.

Jeg fik at vide at jeg sandsynligvis var blevet slået ned bagfra. Jeg havde slået hovedet og især højre ben, været bevidstløs. Ikke noget brækket.
Jeg kunne ikke huske hvad jeg hed.

Det var i starten af mit ophold på Manhattan hvor jeg efter min uddannelse som journalist havde fået et stipendium, så jeg kunne arbejde videre med kriminalstof. Jeg havde, med min tantes hjælp, været heldig at få ansættelse på en større avis i New York. Jeg var nu godt i gang med at grave i nogle sager.
Kriminalreporter er et dejligt ord.

Jeg var kommet gående på fortovet, efter at have været inde i en større kiosk og købe cigaretter og så husker jeg ikke mere. Jeg mener ikke at jeg havde haft andet på mig end nøglen til min lejlighed på 12. sal der lå lige om hjørnet.

Som dagene gik, begyndte min hukommelse at vende tilbage. Jeg kunne nu huske hvad jeg hed og der blev taget kontakt til min tante der boede på Manhattan, mine forældre og min avis. Udskrivelsen nærmede sig. Mit sengebord bugnede af velmente buketter. Jeg var fuld af en følelse af frygt og uvished.

I en eftermiddagsdøs, på en af de sidste dage på sygehuset, huskede jeg pludselig, at jeg måtte have glemt min røde pung på disken i kiosken hvor jeg havde købt cigaretter. Jeg havde ingen hævekort og lignende i pungen men derimod lidt småpenge samt nogle notater angående sager jeg var ved at fordybe mig i.
Jeg husker at der havde været en ond og uhyggelig stemning i kiosken. Jeg besluttede alligevel at jeg ville møde op i kiosken når jeg var rask.

Et par dage efter udskrivelsen mødte jeg op i kiosken og spurgte efter min pung. Den skulende ekspedient kunne ikke huske mig men gik ud i baglokalet for at se om der lå en rød pung blandt glemte sager.

Imens jeg stod og ventede, fik jeg øjenkontakt med en mandlig kunde. Han kiggede meget intenst på mig, med et dæmonisk smilende, meget vidende og ondskabsfuldt blik der fik det til at isne i mig, for nu huskede jeg dette blik og dette ansigt, fra den dag jeg var derinde sidst.

Jeg besvimede.