Det bliver værre end tortur, tænkte hun, mens hun sad som forstenet og stirrede ned i gulvet. Hun var udmærket klar over, at det var en stor fejl som hun havde begået, og nu var tvunget til at sidde her. Hvorfor var jeg også så dum at hoppe med på den leg, blev hun ved med at tænke. Jeg burde være klogere end at blive taget på fast gerning og nu bare afvente min hårde straf.

Et par tårer pressede sig på, da hun kunne høre bødlen nærme sig døren. Det værste og mest sandsynlige der kunne ske var, at hun ville blive frarøvet hele sit liv. Det var ikke til at holde ud at tænke på, og et kort øjeblik sneg en tanke sig ind i hendes sind om at lave et flugt forsøg.

Døren fløj op, og der stod han pludselig og kiggede ondt på hende. Hun vidste med det samme, at hun ville få ret med hensyn til sin hårde skæbne. Han sagde intet, men rakte bare hånden frem for at tage hendes liv fra hende. “Jeg vil gøre alt, men bare ikke det” tryglede hun. Der var dog ingen nåde fra bødlen, som hurtigt og bestemt tog hendes liv. Uden at have mæglet et ord gik han ud igen, og lukkede stille døren efter sig.

Midt i hendes gråd og selvmedlidenhed var der kun en tanke hun kunne få frem: Hvordan skal jeg dog overleve en hel uge uden min mobil? Det bliver værre end tortur.