Det var et mareridt. hun mærker det kolde stål mod hendes håndled og ankler, vakler ned ad gangen i den hvide dragt. Nummeret på hendes bryst er blevet hendes identitet, hendes dommedag.
Aldrig havde hun forestillet sig, at hun skulle ende her. hele livet fulgte hun den rette vej, som Dorothy i troldmanden fra Oz. Hun er altid blevet kaldt for anderledes, men kun fordi ingen ved hvad der gemmer sig i hendes hoved.
I kasserne af gemte sager fra hendes underbevidsthed ligger en pige, hun ligner hende på en prik. Men hun er ikke den pige, ikke mere, selvom hun føler sig som hende. De siger at hun er der, de leder efter hende. De passerer et skilt på gangen, hun ved godt hvad der står uden at hun behøver kigge på det.
Psykiatrisk afdeling, det her er ikke hende. Hun forstår det ikke, hvad betyder alt dette. Er hun en fange i sin egen krop, sveden pibler frem på hendes pande, ligger sig i små dråber. Hendes blik begynder at køre fra den ene væg til den anden, hun leder efter en udvej. Hun er sikker på at de tager fejl, ingen har før hentydet at hun skulle være skizofren.
Hun finder sin udvej, nu ved hun hvad hun skal gøre. Hun tager en dyb indånding, beder stemmen i hovedet om at holde kæft, og vågner med et sæt. Hun er tilbage, kigger ind i spejlet overfor sengen, hun er stadig sig selv, stadig den lille pige.
Det var et mareridt.