Hun stod ude foran lægens dør. Det var hendes tur, hendes tur til at få testresultaterne, hun turde næsten ikke. Desuden var hun ikke sikker på hun ville kende hendes skæbne, for det var jo hvad det var. De mange prøver hun havde været igennem flød rundt, som en enlig melbolle i en suppeterrin. Hendes tanker bankede på og forstyrrede, den strømmende flod af endeløse prøver der flød rundt i hendes hovede. 'Du er stærk, du kan kæmpe' tænkte hun. 'Årh hvem prøver jeg at narre'

Beslutsomheden bed sig fast i hende, hun rettede sig op og tog et fast tag om dørhåndtaget. Lægen smilede da hun kom ind, og gav hende hånden, han havde nu altid set rar ud. "Jeg må beklage..." startede han sin sætning og hun vidste med det samme hvad der var galt. Det var som om lægens ord kun var en hviskelyd. Hun var ligeglad, hun vidste godt hvad han sagde til hende. Tårerne kiggede frem i hendes øjenkrog, hun pressede dem tilbage hvor de hørte til. Hun vendte hovedet bort, kiggede på plakaten på væggen i stedet. Lægen sluttede sin sætning "hvis der er noget jeg kan gøre?" hun drejede hovedet så hun kiggede på lægen igen. Stirrede stift ind i hans øjne og så sagde hun "bare en brækpose tak".

Sygeplejersken kiggede efter hende, med afsky. Hun følte sig vred inden i, det var jo ikke hendes skyld, hun havde ikke bedt om at blive syg, at få kræft. Hun havde sagt allerede fra starten, at hvis resultaterne var positive ville hun have fjernet begge bryster med det samme. Det var nok det, som vækkede sygeplejerskens afsky. Et had brusede op i hende som et lille springvand, et had ikke til hendes familie, men til kræften som havde sat sig på generne i hendes familie. Hun havde næsten vidst det på forhånd. Hendes mormor døde af det, hendes moster døde af det. Hun ville miste brysterne på grund af det, hvad ville hendes kæreste ikke mene, når hun var opereret. En kæreste, flad som et bræt, med bryster på størrelse med frimærker.
Hun forlod lægens klinik, kiggede tilbage. Sikke en skæbne der ventede hende. En dødskamp.